×
×

Visionen

Vibeke, der til daglig sidder på kontoret på Krogerup, postede et billede af vores vision den anden dag. Billedet blev taget, da den lavthængende efterårssol netop markerede vores vision.

vision

Selvom jeg har været med i ”gamet” de sidste 15 år, synes jeg stadig, at visionen er højaktuel. Vi er mellemledet mellem avleren (jorden), der dyrker råvarerne og dig som kunde, der spiser råvarerne. Vi er meget stolte over at have så mange dygtige og engagerede avlere, der hver dag med stor gejst dyrker og producerer økologiske kvalitetsråvarer til jer. Det er ikke altid en let opgave, da vejr og vind spiller en kæmpe rolle i deres hverdag, og det kan være afgørende for, om det lykkes eller ej. 

Store som små

Hver uge modtager vi mere end 700 paller med friske økologiske råvarer på vores lager. Bare i Europa er der mere end 150 avlere af frugt og grønt, der forsyner dit middagsbord med mad. Af og til bliver jeg spurgt om, hvordan vi holder styr på alle vores avlere og råvarer. Og ikke mindst, hvordan vi styrer logistikken. Sandheden er, at vi har udvidet vores avlernetværk igennem mange år i takt med vores egen udvikling. Vi sætter en stor ære i at have personlig kontakt med vores avlere. Om det så er vores ”mindre” producent syd for Odense, Holistica, eller Tinggaarden ved Randers, der sommeren igennem har formået at fylde mere end tre lastbiler om ugen. Ikke at forglemme alle vores udenlandske avlere. Flemming, der til dagligt bor i Bilbao i Spanien, har som fornemmeste opgave at være helt tæt på netop vores spanske avlere.

En ny omgang råvarer

Det er efter vores mening disse personlige kontakter, der er vigtige for at sikre både kvaliteten og forsyningssikkerheden. Af samme grund har vi lavet det, vi kalder ”en avlerportal”. Det er en hjemmeside, hvor alle vores avlere har mulighed for at melde ind, hvilken/hvilke råvarer de kan tilbyde os i den kommende uge. Når kokkene om tirsdagen har fået dannet sig et overblik over, hvad der er til rådighed, går de i gang med at kreere opskrifter og afprøve forskellige retter, og senest torsdag resulterer det i, at opskrifterne til alle kasser er lavet. Herefter er det indkøbsafdelingen, vi kalder det Forsyningerne, som tager over. De lægger alle ingredienser, der er blevet brugt, sammen og danner ordrerne, der bliver sendt ud til vores avlere. 

Puslespil af format

En utrolig logistik danner grundlag for, at vi får alle varer hjem til tiden. Det er et puslespil af format. Hvor meget fylder varerne? Hvor mange paller skal der transporteres? Hvornår er varerne klar til afhentning, osv.? Når pakkeriet i løbet af weekenden har fået alle varer ind på lageret i Barritskov, kan pakningen gå i gang. Styklisterne bliver printet, og ved pakkebåndene ved mine kollegaer nøjagtig, hvad de skal lægge i de forskellige kasser. Til sidst er det vognmændene, der kører kasserne ud. De starter deres arbejdsdag, mens vi andre sover. Det hele starter ved avlerne og leverandørerne
af de mange forskellige produkter. Og slutter på dit middagsbord. Det er ikke noget, du behøver at tænke på til dagligt, men dog alligevel vigtigt at have i baghovedet. Vi har taget stilling til hver enkelt avler og har dyrkningsprogrammer med dem, der strækker sig over mange år. Det er lidt som at være i familie med dem.