×
×

En grønnere december

Flere af mine venner er begyndt at trække overbærende på smilebåndet, når jeg (igen) taler om grøntsager. Det er vel en form for arbejdsskade, men kærligheden til de grønne sager sniger sig også med hjem efter arbejde. Jeg vil fx meget hellere have krydderurter end blomster i vindueskarmen, og selvom jeg ikke er vegetar, kan der sagtens gå mange dage imellem, at jeg laver mad med kød.

Det var da også skæve smil og absolut ingen overraskelse, jeg blev mødt med, da jeg fortalte om min ambition om en grønnere december. Julemaden er notorisk fattig på grøntsager, så jeg måtte på jagt efter gode, grønne juleråd for at lykkes med min plan.  For der er faktisk mange og skønne måder at snige grøntsagerne med på julebordet. Og flere af dem har jeg lært af mine kollegaer.  

Frem i lyset

Det første tip kommer fra vores medstifter Søren Ejlersen, og han stiller skarpt på hele tanken om at skulle “liste” grøntsager med i måltidet. Så er man allerede bagud på point: “Tal pænt om grøntsagerne og glem idéen om, at børn eller mænd skal føres bag lyset for at spise grønt. Grøntsagerne skal være en naturlig del af alle måltider – også til jul – og de fortjener slet ikke at blive omtalt som noget, der skal gemmes væk.“

Så langt, så godt. Jeg lover, at jeg aldrig camouflerer mine grøntsager igen.  

Mindre regelrytteri

Næste trick kommer fra min gode kollega Lars. Hans bedste, grønne juletip handler om at skrue lidt ned for regelrytteriet. “Tag for eksempel en klassisk grønkålssalat. Har du mandler, du kan komme i? Fint. Kan du bedre lide den med hasselnødder? Bare kom dem i i stedet. Hvad med at komme lidt appelsiner i? Eller æbler, eller pærer, hvis du hellere vil have det. Selve hovedingrediensen kan du endda skifte ud med fx rødkål. Det smager også godt. Så længe du husker balancen mellem det søde, sure, salte og bitre, kan du egentlig godt se stort på “reglerne”.” Se, nu blev det jo ligefrem festligt.  

Saft og kraft

Det sidste grønne råd kommer fra min kollega Lene og er i den saftigere ende, så at sige. “Det er højsæson for citrusfrugter, så jeg bruger dem til alt. Klementiner, appelsiner, bergamotter - jeg bruger saften til dressinger, på bagte rødder, som marinade og i julens varme drikke. Glem heller ikke skallen, hvor der sidder masser af velsmag og kraft!”

Her er de altså. Fra alle os til alle jer - de bedste grønne juletip, som kan hjælpe en grønnere december på vej. Mine venner kommer nok stadig til at klukke lidt af mig, når jeg byder dem på vegetarisk julemad. Men det må jeg bare lære at leve med.  

Grønne julehilsener Juliane – og alle de andre rødder i Aarstiderne

PS. Vil du have en hjælpende hånd til et grønt julemåltid? Ovre på aarstiderne.com kan du finde både en vegetarisk og en vegansk julemåltidskasse.