Jeg tror, at det var tilbage i det herrens år 2003, at jeg skrev en tekst til nyhedsbrevet, som vi kaldte ”Fra egen jord til eget bord”. Krogerup Avlsgaard lå utroligt stille hen, med kun et par enkelte kollegaer i landbruget. Samtlige bygninger stod meget trætte og ventede på kærlige hænder. Landbruget havde vi omlagt fra konventionelt til økologisk, men der var stadig ikke den store diversitet i hverken mennesker eller afgrøder på gården.

Indenfor på gården

Det omtalte nyhedsbrev inviterede alle, der havde lyst til ægte jordforbindelse indenfor på gården, og overskriften var ikke uden glimt i øjet. Ideen var at skabe liv på gården. Ligesom når du kommer til et forladt hus, eller hjem til dit eget sommerhus, kræver det energi at få beåndet og besjælet huset igen - at få den slumrende æstetik og skønhed støvet af, og huset til at vågne. Det var tanken med at invitere indenfor på gården. Vi ønsker stadig alle den ultimative jordforbindelse, ved at lære alle at dyrke deres egne planter, men det er nok relativt utopisk at tænke, at alle skal have en have. Hvis vi mestrede det, så havde Aarstiderne opfyldt sin mission. 

Alligevel satte det, der skete dengang i 2003, utrolige spor. Der kom ca. 20 voksne, som vi hjalp med frø, redskaber, vand og gode gartnerråd. Alt det betød fællesspisninger, dejlige stunder og glade folk fra nær og fjern. Der kom også en skoleklasse fra Rudolf Steinerskolen i Kvistgård. De fik en varm velkomst og en samling frø, og så gik de ellers i gang. Der gik ikke lang tid, inden vi ud af vores kontorvinduer kunne ane etpotentiale i det, der skete. Børnene var vildt begejstrede, og når der blev undervist i fotosyntese, så kunne de utroligt nok huske, hvad det handlede om.

En forening af skolehaver

Det var i første omgang børnene, der vandt i Jordforbindelsesmesterskaberne. Efter et par år var det hverdag, at alle 1000 børn på en årgang i Fredensborg Kommune fik jordforbindelsen på skoleskemaet med en skolehave. Til sidst var vi nødt til at skille skolehaverne ud i en selvstændig forening kaldet Haver til Maver, som Nordea-fonden ivrigt har støttet. I dag, 14 år senere, er der 37 afdelinger af Haver til Maver rundt om i landet, hvor vi gætter at ca. 17.000 børn i 4-5. klasse har adgang til en skolehave. Vi kan se det ske, at alle børn i Danmark ender med at få ”jord i hovedet” i undervisningen i de gastronomiske skolehaver landet over – en helt utrolig udvikling.

For voksne

I mellemtiden forsvandt de voksne med deres egne haver fra markerne, og gården blev Demeter-certificeret (biodynamisk). Først i 2013, da vi udgav ”Aarstidernes havebog”, genoplivede vi tanken om igen at lave et lignende system for voksne. Første år var der ti voksenhaver, foruden vores egen køkkenhave, der dannede grundlag for havebogen. Dengang drømte vi om at udvikle en version, hvor fællesskabet var centralt – et system, hvor man kunne kære om sin egen have, men også dyrke fællesskabet, byde ind med noget man kan, og tage et ansvar og lære fra sig.

En drøm om langborde udenfor, hvor der spises sammen, hvor man får nye venner og overdynges af planternes generøsitet. Hvor vi lærer hinanden de bedste tricks i have og køkken, og hvor vi kan trække vejret på en anden måde.

I dag, 4 år senere, tæller vi op imod 100 voksenhaver på Krogerup Avlsgaard. Der er stadig et stykke vej til, at vi er helt i mål med den oprindelige tanke, men jeg kan se det ske. Jo flere der er med, des mere energi ser der ud til at være i markerne og blandt menneskerne.  Og hvem ved – måske det ender som et ”galoperende snebold-havefællesskabskoncept”, i tråd med Haver til Maver, der popper op rundt om i landet, som lokale, delvist selvforsynende fælleskabs-koncepter.

God sommer!