×
×

Den lidt mindre grå flamingokasse

Måske har du bemærket, at din flamingo-kasse med kølevarer har skiftet kulør for nylig – den er blevet mindre mørkegrå og mere lysegrå. Flamingokassen er en vigtig del af vores måltidskasser, da den sikrer, at kølevarerne kan komme uskadt frem til dig.

Fra frugt og grønt til måltider

Vi startede Aarstiderne i 1999 og solgte i mange år hovedsageligt frugt og grønt pakket i den velkendte trækasse med Aarstidernes @-logo på. Af mange omgange har vi tilføjet små elementer til vores sortiment og fx prøvet med en kasse kun med fisk, en kun med kød og en kun med ost og mange andre krumspring. De mange små komponenter var et trin på vejen til, at en samlet levering af kasserne med hele måltider blev en realitet. En af de nødvendige forudsætninger for det var flere års øvelse i at levere kølevarer pakket med is i en flamingokasse.

Vi startede med en hvid flamingokasse, som blev taget med retur af vores chauffører og leveret tilbage til producenten, som brugte den til isoleringsmateriale. Men ligesom med trækasserne ville vi gerne kunne genbruge flamingo-kasserne fra uge til uge. Det blev muligt, da vi sammen med Teknologisk Institut fik udviklet UV-belysning som en løsning til at desinficere kasserne. Nogle år senere skiftede vi de hvide kasser ud med den koksgrå variant, da råvaren ”Black Carbon” i flamingo øger isoleringseffekten - hermed kan vi spare på isen i kasserne, og det har god miljøeffekt.

I vores samarbejde med Teknologisk Institut har vi også eksperimenteret med, hvor lidt is, vi kan slippe afsted med at komme i kasserne og samtidig holde en temperatur på max. 5 grader – for jo mindre is, desto mindre belaster vi miljøet. Vi eksperimenterer løbende videre med mængden af is i kassen, så doseringen i pakkeriet bliver optimeret. Derudover bruger vi også kun en absorbent (det produkt, der absorberer væsken i bunden af flamingokassen), når det er nødvendigt. Vurdering af kassestørrelse og absorbent udføres manuelt, så bær over med os, hvis vi indimellem vælger en knap så optimal kassestørrelse – eller udelader absorbent, hvor der måske skulle have været en. I pakkeriet gør vi vores ypperste hver uge!

Flamingo-kassen i stadig udvikling

Det nyeste tiltag i udviklingen af flamingo-kasserne er, at en ny ”råvare-grafit” tilsættes i produktionen af flamingo. Det giver en lysegrå flamingo i stedet for koksgrå, som du kender, dog uden at miste den gode isoleringseffekt. Vi genbruger de koksgrå kasser så mange gange som muligt, så indtil alle de gamle flamingokasser kan kasseres, vil du opleve at modtage både koksgrå og lysegrå kasser og måske også, at der er forskellig farve på låg og kasse. Vi har også fået en ny, lavere kassestørrelse til de mindste af vores kassevarianter og varer. Det medfører mindre flamingo-produktion, mindre is og mindre lastbiltransport, og det er vi naturligvis glade for. Alt dette håber og regner vi med kan ses i vores CO2-regnskab på sigt.

Aha-oplevelse og dilemma

Emballage er, med et bidrag på 7-10 % af Aarstidernes CO2-aftryk, en post af en vis størrelse i vores årlige CO2-regnskab. Dog har den været faldende de sidste år – for nu er den gennemsnitlige genbrug af flamingo-kasser steget fra 3 til 4 gange, før de må kasseres og i stedet bruges som isolering. Udviklingen er blevet mulig, fordi vi har fået stærkere flamingokasser, men det skyldes også jeres ihærdige indsats for at hjælpe os med at passe godt på kasserne og sørge for, at de kommer retur med chaufføren hver uge.

Så herfra en stor TAK for at passe på så godt på kasserne, og dermed hjælpe med at reducere Aarstidernes samlede CO2-udledning. Det sætter vi stor pris på!