×
×

Beyond Coffee er flyttet ind

I september 2017 fik Krogerup Avlsgaard en ny logerende: Beyond Coffees svampefarm i form af to ombyggede kølecontainere. I oktober samme år begyndte produktionen af økologiske østershatte på kaffegrums doneret af Coloplast og Comwell. Når kaffen er brygget, er det kun 0,2 % af biomassen, der bliver indtaget. De resterende 99,8 % udnytter vi til at dyrke fødevarer på. Hver uge indsamler køkkenpersonalet hos de to virksomheder ca. 150 kg kaffegrums, som jeg henter og poder med mycelium. Først modnes substratet i vores Sommerrum i 3-4 uger ved 20 grader, og så flyttes poserne til Efterårsrummet, hvor lyset og den køligere temperatur sætter frugtsætningen i gang. Østershatten nedbryder træstoffet i grumset og beriger det med protein. Efter 6 uger falder udbyttet af svampe, men substratet, som østershatten er vokset ud af, kan også spises. Vi samarbejder med Lene Lange og Center for Bioengineering på DTU om at udvikle et produkt, som gør det muligt at udnytte substratet som en fødevare.

En fremtid uden affald

Vi skal indstille os på at leve i et samfund, hvor der ikke bør eksistere affald. Det er en pointe i bogen Blue Economy af Gunter Pauli, der inspirerede Tobias Lau og Thomas Harttung til at stifte Beyond Coffee. Ebbe Korsgaard og Mikkel Lustrup blev projektledere, og de udviklede og byggede alt, der skulle til for at dyrke østershatte i udtjente kølecontainere. 

Det er også de to, der til dagligt leder virksomheden, som også tæller en farm på Nørrebro, en farm på Amager og en butik på Jægersborggade i København. Butikken sælger blandt andet Gro-Sæt, der er en mini-udgave af svampefarmen. Du kan læse mere om at dyrke dine egne svampe på beyondcoffee.dk.

Svampehøst i efterårsrummet

Jeg kan bedst lide at være i Efterårsrummet. Kaffegrumset er blevet fast, og derfor kan poserne sprættes op, så svampene kan vokse ud. Jeg holder øje med poserne og ser, om svampene vokser, som de skal. Når østershattene er høstet, kan der sidde en smule af frugten tilbage. Det skal skrabes af, ellers kan der vokse mug i det, som kan angribe myceliet. Det, man ofte tænker på som svampen, er kun frugtlegemet. Vi tænker sådan, fordi vi normalt ikke ser, hvad frugtlegemet kommer fra. Næste gang du er på svampejagt, kan du prøve at løfte blade eller bark, der hvor svampen gror. Måske ser du noget hvidt mug. Det er myceliet, som er den egentlige svamp. Man kan tænke på det som æblet, der gror på træet – svampen er æblet, og myceliet er træet.

Et godt hjem for en svampefarm

Krogerup Avlsgaard er et godt hjem for en svampefarm. Der er blevet lagt planer om at lave øl på østershatte i samarbejde med Kølster Malt & Øl, der også har hjemme her på gården. Det vil være en god måde at udnytte de svampe, der ikke bliver solgt. Der er også altid noget, der skal repareres på en hjemmebygget svampefarm, og Aarstidernes håndværkere har altid et godt råd og en fastnøgle, man kan låne.

Besøger du Krogerup Avlsgaard, kan du være heldig at finde vores friskhøstede østershatte i Gårdbutikken, hvor du også kan købe vores Gro-Sæt og selv eksperimentere med at dyrke og til-berede både svampe og det resterende substrat. 

Du kan også gå en tur ned forbi containerne bag den gule lade. De ser lidt klodsede og industrielle ud med den nordsjællandske natur som baggrund, men de danner rammen om en fødevareproduktion, hvis filosofi er inspireret af naturens økosystem, hvor intet går til spilde, og alt har et formål.

Vil du vide mere om Beyond Coffee og deres svampefarme, kan du høre vores podcast "Af kaffegrums er du kommet", som du finder her: