×
×

Gode råd: Inden du går i gang med din køkkenhave

Går du og drømmer om jord under neglene og grøntsager af egen avl til sommer? Så læs med her, hvor Jacob Dietz og vores gartner Frank van Beek giver gode råd til, hvordan du allerbedst kommer i gang med din køkkenhave. 

Vi har netop nu både småplanter, fiberdug og kompost på hylderne, så du kan få den allerbedste start i haven (eller altankassen). Du kan også købe vores grundbog i køkkenhavemestring, som nedenstående afsnit er fra. 

Inden du går i gang med din have

Er du glad for rodfrugter eller salater? Sværger du til frugt? Eller vil du bare dyrke det hele? Inden du går i gang i haven, bør du gøre dig nogle overvejelser. Det er oplagt, at du dyrker dine yndlingsspiser, men mange planter er også værd at dyrke for deres flotte udseende. Det kan for eksempel være spiselige blomster som asparges med dens store, flotte og finbladede stængler, krondild eller den stolte fennikel med sit næsten tropiske udseende. 

Først og fremmest skal din have være et rart sted, hvor du kan lide at være.

Først og fremmest skal din have være et rart sted, hvor du kan lide at være. Det er ikke meningen, at havearbejde skal være en sur pligt. Tænk over, hvor meget tid du egentlig kan og vil bruge på dyrkningen. Haven kræver din tilstedeværelse og arbejdsindsats mindst én gang om ugen fra april til juli. Derefter kan den godt klare sig selv i noget længere perioder. 

Der kan dyrkes rigtig meget i et lille højbed, nogle få altankasser eller i krukker på din terrasse, men har du en stor have og masser af tid, er det oplagt at dyrke noget mere. Det nemmeste at give sig i kast med er sommergrøntsager som salater, ærter, tidlige kartofler, bønner og græskar. Fordi det tager længere tid for rodfrugter, løg, porrer, hvidkål og andre vintergrøntsager at blive høstklare, er de lidt vanskeligere at dyrke end de hurtige sommergrøntsager. Derudover skal vintergrøntsagerne beskyttes mod vinterkulden. 

 

Udfordringer: Ukrudt og vanding

Den største udfordring er ukrudt, som kan overhale grøntsagernes vækst på meget kort tid. Ukrudt stjæler vand, næring og lys fra grøntsagerne. Gør dig selv den tjeneste at luge, og du vil blive forbavset over den kæmpe overflod, din have giver dig til gengæld for dine anstrengelser. 

Placeringen af de forskellige grøntsager er også noget, du skal overveje. De fleste grøntsager kan lide at få sol mindst halvdelen af dagen. Jo mere sol, desto bedre vækstbetingelser for planterne. Udnyt solens gang over himlen og plant jordskokker, stangbønner og andre høje, skyggedannende planter på en sådan måde, at de ikke skygger unødigt for andre grøntsager. 

Kort sagt: Vælg de afgrøder, der passer til din tid og dit temperament og til de fysiske forhold, du har til rådighed. 

Vand er livsvigtigt for planterne, og især lige efter plantning og såning kan det være nødvendigt at vande. Det er ærgerligt at se ens planter mistrives på grund af for tør jord, men vand er en kostelig og begrænset ressource, og derfor er det oplagt, at du bruger regnvand fra taget eller lader det samle sig i kar i haven eller på altanen. På den måde kan en god regnskylle holde lidt længere. Men nogle grøntsager kan selvfølgelig bedre tåle tørke end andre, så du kan også vælge at plante derefter. Fx har græskar ikke så stort et behov for vand som salat og spinat. Kort sagt: Vælg de afgrøder, der passer til din tid og dit temperament og til de fysiske forhold, du har til rådighed. Under alle omstændigheder er det bedre at risikere en potentiel fejlhøst end ikke at gøre forsøget. Om ikke andet høster du nyttige erfaringer til senere brug. 

God fornøjelse i haven! 

På Krogerup Avlsgaard har vi igen i år køkkenhave-projektet Vores Køkkenhave. Her har over 100 mennesker fra nær og fjern eget havestykke og deltager samtidig i en fælles dyrkergruppe. Du kan følge med på @voreskoekkenhave på Instagram og Vores Køkkenhave hos Aarstiderne på Facebook.