×
×

Adventskalender - Det søde julekøkken

Nu er det endelig jul igen. Derfor har vi igen i år lavet en adventskalender, der sætter fokus på julens gastronomiske vidundere, og som sikrer, at du kommer i den rette julestemning. I første afsnit steger vi blandt andet æbleskiver, når vi går på opdagelse i det søde julekøkken.

Æbleskiver er for os indbegrebet af dansk jul. Den lille runde kugle kan spores tilbage til 1700-tallet, hvor den dog ikke var rund, men en flad pandekage med æblestykker i. Heldigvis gennemgik æbleskiven hundrede år senere en gastronomisk forvandling, da nogen fandt på at give den det karakteristiske runde look, som får æbleskiven til at hæve sig over dens flade slægtning – pandekagen. Vi vil nødigt undvære den lille runde kage, og derfor var vi ikke i tvivl om at første afsnit af vores adventskalender, skulle handle om æbleskiven og det søde julekøkken. I udsendelsen laver vi både en sød og salt udgave af æbleskiven, som du finder opskrifterne på nedenfor.

Selvom æbleskiven er stjernen i første afsnit af adventskalenderen, smager vi også på en alternativ form for julekonfekt. Vi har nemlig besøgt Cocohagen, der laver konfekt af dadler. I udsendelsen møder du Jesper, der er den ene halvdel af Cocohagen, og som fortæller om, hvordan man laver sund konfekt uden at gå på kompromis med smagen.Endeligt har vi forberedt en masse overraskelser, som skal hjælpe os alle med at komme i julestemning. Du kan finde udsendelsen i din foretrukne podcastapp eller lige her:

Klassiske æbleskiver med marmeladefyld (ca. 20 stk.)

Ingredienser:

  • 5 dl hvedemel
  • 1 ½ tsk. salt
  • 4 tsk. sukker
  • 2 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. natron
  • ½ tsk. bagepulver
  • 3 æg
  • 4 1/2 dl kærnemælk
  • 3 spsk. smeltet smør
  • ½ vaniljestang
  • Revet skal fra to citroner
  • Syltetøj efter eget valg

Når du skal lave æbleskiver, starter du med at blande alle de tørre ingredienser i en skål. Bland derfor først mel, salt, sukker, bagepulver, natron, vaniljekorn, kardemomme og revet citronskal i en skål. Del æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommerne sammen med kærnemælk og det smeltede smør, og rør det sammen med de tørre ingredienser.

Pisk nu æggehviderne luftige. For at sikre, at du får masser af luft ind i din æbleskivedej, skal du først vende 1/3 af den piskede æggehvide i dejen. Derefter kan du forsigtigt røre resten af æggeviden i dejen. Nu er din æbleskivedej færdig, og du kan i princippet allerede nu bruge den til æbleskiver. Du får dog det bedste resultat, hvis du lader den hvile i køleskabet i et døgn.

Når du laver æbleskiver, kan du med fordel bruge en sprøjtepose til fylde hullerne i din æbleskivepande. Opvarm æbleskivepanden, og kom lidt smør i hvert hul. Fyld hullerne trekvart op med dej. Når æbleskivens underside har sat sig, vender du den en halv omgang. Nu vil dejen flyde ud, hvilket giver et hul i æbleskiven. Her putter du en tsk. syltetøj ind og efterfylder med mere æbleskivedej. Nu vendes æbleskiven hele veje rundt, så den til sidst er rund og lukket som en bold.

Server de lune æbleskiver med flormelis og ekstra syltetøj.

Æbleskiver med anderilette

Ingredienser:

  • 2 Confit de Canard
  • 1 æble
  • 1 skalotteløg
  • Andefedt
  • Karse

Æbleskivedejen er i princippet den samme som ovenfor, du skal blot bruge halvt så meget sukker. Erstat desuden halvdelen af det smeltede smør med andefedt, og undlad vanilje.

Vil du lave anderilette, skal du først have to confiterede andelår. Her kan du bruge vores opskrift fra sidste jul: Adventskalender – juleand.

Pil kødet af andelårene. Tilføj ½ dl andefedt, et fint snittet æble og skalotteløg. Vend det hele sammen, og smag til med salt og peber. Form anderiletten til små boller, som du kan fylde i dine æbleskiver, i det hul der opstår, når du vender æbleskiven en halv omgang. Efterfyld med lidt æbleskivedej, og vend til sidst æbleskiven, så den bliver lukket hele vejen rundt. Har du lyst, kan du med fordel stege dine æbleskiver i andefedt fremfor smør.

Når æbleskiverne er stegt færdige, serverer du dem med lidt salt (gerne hibiscussalt, hvis du har) og karse.