×
×

Adventskalender - Snaps og gløgg

I denne udsendelse hylder vi snaps og gløgg, der er kendt og berygtet for at sætte gang i ethvert juleselskab. Vi besøger Dan Schumacher, som brygger landets bedste brændevin, og er i køkkenet, hvor vi laver en hvid og en mørk gløgg. Det musikalske bidrag leveres af Richard Helander, som lærer os svenske drukviser. Udsendelsen slutter i bryggeriet, hvor Per Kølster fortæller om alkoholens betydning for den danske madkultur.

Opskrift på hvid gløgg (kan også laves uden alkohol)

  • 750 ml æblemost
  • 300 ml hyldeblomstsirup eller -saft
  • 750 ml hvidvin
  • 200 ml lys rom
  • 200 ml orangebrændevin
  • 5 citrusfrugter, gerne forskellige sorter
  • 1 citrongræs
  • 5 cm ingefær
  • 1 kanalstang
  • 6 kardemommekapsler
  • 2 stjerneanis
  • 2 nelliker
  • 3 pasionsfrugter
  • Rosiner og smuttede mandler

Hæld æblemost og hyldeblomstsirup op i en gryde, og lad den varme op under middelvarme. Skær dine citrusfrugter i både, hak citrongræsset groft, og skær ingefærden i tynde skiver. Kom det hele op i gryden. Tilsæt nu alle krydderierne, og lad det stå og trække i 30 minutter. Tag nu gryden af blusset, og tilsæt alkoholen (kan undlades). Si gløggen over i en skål, og tilsæt til sidst rosiner, mandler, pasionsfrugt og lidt frisk ingefær. Gløggen kan nu drikkes eller gemmes på køl.

Opskrift på gløggessens og gløgg

  • 1 hvidtøl
  • 6 dl portvin
  • 1 dl smagsneutral snaps (kan undlades)
  • 1 dl mørk rom
  • 1 appelsin i skiver
  • 1 citron i skiver
  • 200 g muscovadosukker (eller farin)
  • ½ tsk. fintrevet muskatnød
  • 3 kanelstænger
  • 10 hele nelliker
  • 1 tsk. kardemommefrø
  • 1 vaniljestang
  • 10 peberkorn
  • 1 tsk. allehånde
  • 10 stjerneanis
  • 3-4 cm ingefær (skåret i tynde skiver)

Gløggessens
Kom muscovadosukker, muskatnød, nelliker, kanelstænger, kardemommefrø, peberkorn, allehånde, stjerneanis, ingefær, vaniljestang og hvidtøl i en gryde. Rør det godt sammen, og bring det langsomt i kog. Når sukkeret er opløst, slukkes der for varmen. Lad massen køle af, til den er fingerkold, og herefter tilsættes appelsin, citron, snaps, rom og portvin. Hæld det på et stort patentglas, hvor det skal trække i minimum en uge, inden det kan bruges til gløgg.

Gløgg
Når du skal bruge essensen til gløgg, skal du blot bruge en flaske rødvin og blande den med essensen. Forholdet mellem gløggessens og rødvin er cirka 1/4, men det afhænger selvfølgelig af din personlige smag. Lun nu det hele i en gryde med grofthakkede mandler og rosiner.