Vi trækker vejret som det mest naturlige i verden – og dermed udånder vi selv CO₂ hver eneste gang vi puster ud – faktisk bliver det til 500 liter CO₂ hver dag – svarende til 1 kg CO₂ pr. borger pr. dag. Hvis man ganger det med årets 365 dage og 6,8 milliarder verdensborgere, står man med en udledning af CO₂, som svarer til 7 % af den årlige afbrænding af fossile brændstoffer. Det gør menneskeheden til en af de HELT store leverandører af CO₂, inden vi overhovedet er kommet ud af sengen om morgenen.

Domineret af drøvtyggere

Men fortvivl ikke – for det er en del af naturens store kredsløb. Planterne omdanner CO₂ til ilt og kulhydrater med sollysets hjælp, og vi tager ilten og omdanner den til CO₂ ved hjælp af de kulhydrater og sukkerstoffer, som vi har spist. Det samme gælder alle de øvrige dyr. Køerne gør det samme, men de udleder foruden CO₂ også metan fra deres fordøjelse. Og det får de for tiden rigtig meget på puklen for – sammen med fårene og gederne og kamelerne og alle de andre drøvtyggere.

Sådan har de gjort i årtusinder – og før dem var kloden domineret af drøvtyggere – som en central del af den megafauna, der har skabt den grønne planet vi kender i dag. Det er ikke drøvtyggerne, der er problemet – det er faktisk os mennesker.

Fra jord til atmosfære

Indtil for 200 år siden åndede det hele nogenlunde fred og ro. Vi havde som art ryddet ganske meget skov efterhånden som agerbruget tog over fra jæger-samlerkulturerne, men vi opdyrkede kun de bedst egnede og nærmest placerede jorder, fordi vi kun havde heste og okser til at trække ploven, og vi skulle selv gå eller ride hele vejen hjem til aftensmaden.

Der var nogenlunde balance mellem planternes indånding og vores og de andre dyrs udånding – inkl. det udskældte metan. En stor del af metanen blev i øvrigt nedbrudt til CO₂ af bakterier, som lever i jorden i gamle græsarealer og naturskove. Den nedbrydning sker nu for en stor del i atmosfæren – med 10-12 års forsinkelse – fordi vi siden har pløjet stepperne og fældet skovene. Det gør metan til en markant værre synder end CO₂ i klimaregnskabet. 28 gange værre faktisk.

Men dengang var det stort set de samme kulstofmolekyler, som cirkulerede rundt i kredsløbet. Indåndingen svarede til udåndingen. Så begyndte afbrændingen af stenkul, olie og gas. Og mennesket fik helt nye muligheder for at underlægge sig planeten og sætte yderligere gang i befolkningstilvæksten – og desværre også i en rydning af enorme skovarealer, nu hvor vi havde maskiner til at gøre arbejdet. Med det fulgte en ekstra ”udånding”, som svarer til 50 % af bidraget fra de fossile brændsler. Men jordens biosfære indeholder stadig mere end tre gange så meget kulstof som atmosfæren.

Mere skov, færre husdyr

Når vi indånder og udånder, ”høster” vi en gevinst, som vi omsætter til energi. Når en plante indånder og udånder, ”høster” den en gevinst, som den lægger på lager – enten som stængel, rod, stamme, frugt eller frø.

Den mest effektive vej ud af klimaproblemerne – udover hurtigst muligt at gå fra fossil til sol- og vindenergi – og standse rydningen af regnskov – er at lade kloden trække vejret mere roligt ligesom i gamle dage, hvor den samlet set udåndede lidt mindre end den indåndede. Det vil kræve en sænkning af husdyrproduktionen, og dyrene skal meget mere på græs, men vi behøver ikke holde op med at spise kød. Meget mere om det i det nye år i disse spalter.

Hvis vi realiserede det fulde potentiale, der ligger i at genskabe den balance, som fandtes indtil for 200 år siden, så ville vi igen kunne trække vejret mere frit - og synge ”Dejlig er Jorden” for fulde gardiner.

Thomas Harttung er bestyrelsesformand og medstifter af Aarstiderne. Desuden er han landmand på Aarstidernes to gårde Barritskov og Krogerup Avlsgaard.