×
×

Adventskalender - Svin

I sidste afsnit af vores adventskalender hylder vi svinet og dets særlige plads i det danske julekøkken. Vi laver sylte og leverpostej, der er blandt vores favoritter til julefrokosten.

Som sagt spiller grisen en stor rolle i en traditionel dansk jul. Hvorfor grisen er blevet så integreret i danskernes madkultur, er der flere forklaringer på. Til at begynde med fik vores forfædre et godt øje til grisen, fordi den var meget nem og billig at holde i live. Den kan leve af husholdningens affald og de smådyr og rødder, som den finder i jorden. Samtidig er det nemt at konservere kødet, hvilket var en vigtig egenskab, dengang køleskabet ikke var hvermandseje.

I dag vælger mange dog grisen til på grund af dens gastronomiske kvaliteter. Derfor vil man mange steder finde leverpostej, rullepølse, sylte, frikadeller, medister, skinke og flæskesteg på bordet i juledagene. I denne podcast vil vi lave leverpostej og snydesylte. Grunden til, at vi kalder sylten en snydesylte, er, at vi ikke laver den klassisk sylte, hvor svinehoved indgår som base. Hvad vi så gør, kan du høre i podcasten, som du finder i din foretrukne podcastapp eller nedenfor:

Opskrifter

Snydesylte

Ingredienser

  • Røget bacon
  • Smør
  • Løg
  • Laurbærblade
  • Enebær
  • Sortpeber

Fremgangsmåde

Tag den ønskede mængde røget bacon op i en gryde, og kog den i vand med krydderier. Vi har brugt laurbærblade, enebær og sortpeber, men du kan i virkeligheden bruge præcis de krydderier, som du selv foretrækker. Skær et løg i både, og læg det også ned i gryden, som du derefter bringer i kog. Lad gryden småkoge i op til tre timer.

Når dit baconstykke er kogt færdigt, kan du skille kødet fra fedt, brusk og knogler. Træk nu kødet fra hinanden med to gafler. Tilsæt rigeligt groft kværnet peber og smør. Brug cirka 25-30 procent smør i forhold til din kødmængde. Vend det hele godt sammen, og put det på et glas, som du derefter stiller i køleskabet.

Efter et par timer er sylten blevet fast som en pate, og kan nydes i små blokke eller smøres ud på et brød.

Leverpostej

Ingredienser

  • 1 kg svinelever
  • 300g spæk
  • 1 stk. løg
  • 4 ansjoser
  • 2 æg
  • 1 dl sødmælk
  • 1 dl hvedemel
  • 3 tsk. Stødt allehånde
  • frisk timian
  • 5 laurbærblade
  • Salt og peber
  • 1/5 dl piskefløde

Hak lever, spæk, løg og ansjoser sammen i en kødhakker. Tilsæt resten af ingredienserne, og rør postejen godt sammen. Massen hældes på forme med et laurbærblad i bunden. Postejen bages i vandbad i 40-60 min ved 175 grader.