Siden 2013 har man på Krogerup Avlsgaard haft mulighed for at indgå i det havefællesskab, vi kalder for Vores Køkkenhave. Det har vist sig at være en stor succes, og i år er over 110 havedyrkere samlet om at dyrke både egen have og fællesarealer. Det er en fornøjelse at se, at det er noget, som en masse mennesker finder glæde ved. Nok sender vi hver uge tusindvis af kasser med jordforbindelse ud til kunder i hele Danmark, men den helt nære jordforbindelse, hvor man bogstaveligt talt selv får fingrene i jorden, er også vigtig for os. Derfor er vi gået en tur i marken og har bedt to af årets havedyrkere om at fortælle, hvordan det er selv at få jord under neglene.

Aleksandra Bruhn-Petersen

Til daglig udspiller mit liv sig i København, men lysten til et ’get-away’ til landlige omgivelser og frisk luft i lungerne har jeg haft længe – især efter en uges ophold på Bally Maloe Cookery School i Irland sidste sommer. Nu behøver jeg hverken at tage flyveren til Irland eller flytte i hus for at tilfredsstille dette behov – en togtur fra Østerport til Humlebæk er nok – og så er jeg på mit helt eget landsted! Selvfølgelig er min have blot én blandt mange andres, men alt det udenfor ens have er heldigvis for os alle sammen at nyde. Jeg har hjembragt kurvevis af friske salater, bladbeder, spinat, radiser, fennikel og krydderurter. Derudover er der også de store fællesarealer, så selv, hvis ens have skulle være drilagtig mager, er man garanteret et udbytte af fællesafgrøderne. Det er utroligt, hvor meget det betyder, når man er mange hænder om arbejdet med fællesafgrøderne. Det gør det pludselig gribende enkelt at forstå de store familiegårde i gamle dage, hvor det først og fremmest gjaldt om at være mange, når arbejdet i marken skulle udføres. Det er hyggeligt, at folk ofte medbringer kærester, gode venner og børn – det giver liv og gør arbejdet sjovt, når der skal sættes flere tusind små, fine kålplanter ud. Og så er der mulighed for at sparre med andre omkring, hvad man gør med et salathoved, der er gået i stok, eller hvordan man kan tilberede en glaskål. I arbejdet med egne og fælles afgrøder lærer man derudover nye sorter at kende, og det går op for én, hvor få sorter vi faktisk bliver præsenteret for til daglig. Og så smager det altså bedre at spise et sprødt salathoved, man selv har udplantet, passet og plejet og til sidst høstet.

Annemarie Løppenthin

Et praksisfællesskab. Hvorfor skriver jeg det, når jeg skriver om at gå med i køkkenhaverne? Køkkenhaverne handler vel om at dyrke økologiske grøntsager? Vi gør det da for at få favnen fuld af bladbeder, bønner, squash og salat. Vi gør det jo for at se de grønne, gyldne, røde, blå og lilla skønheder svulme og skyde i højden i et mylder af mønstre, der hvor jorden strakte sig grå og brun i april efter gartnernes grundige beredning. Okay, vi gør det også for at lære nyt om økologisk dyrkning, forstå hvor svært det er, og hvorfor kål er godt for os, og hvad vi skal gøre. Derfor står vi med øjne og ører på stilke (!) rundt om vores gartner Henrik, når han tager en spidskål op, som vi har sat nogle uger tidligere i det store fælles kålbed. ”Det her ser ikke så godt ud,” siger han og viser roden til de nærmeste. Vi ser de store vorteagtige udvækster. Det er svampen kålbrok, som hæmmer væksten. Kålbrok bliver i jorden og breder sig til alle andre korsblomstrede afgrøder. På denne lange stribe jord kan der ikke dyrkes kål de næste tyve år, siger han. Vi bliver ydmyge over for alvoren og udfordringerne. Men de erfarne - Henrik og de andre gartnere - arbejder videre, så vi tror på det gode i jorden. Opskrifter og erfaringer flyver frem og tilbage over de store bede, når vi går og trækker de lange fiberduge af og på, når vi planter og luger. De bitre japanske kålsorter, vi høstede først, har nogle brugt i wokretter, andre har spist dem rå i salater. De hårde sprøde lilla glaskålskugler med de daskende tentakler har havefolket nydt rå, dampede, simrede, stegte og bagte. Samarbejdet om de store afgrøder er den ramme, der gør køkkenhaverne til et fællesskab. Vi lærer sammen af succeser og fiaskoer i haverne. Det er enkelt, men det foregår hver dag gennem de udvekslede oplevelser i endeløse nuancer. Vi i vores solohaver, vores forpligtelser med de store afgrøder og de erfaringer vi høster - det er et praksisfællesskab, og der lærer vi nyt, for os selv og for fællesskabet. Det er også derfor, vi gør det.

Du kan følge sæsonen i Vores Køkkenhave på Facebook og Instagram.