Da jeg var en lille pige, havde mine forældre en udslidt, primitiv ødegård i Blekinge. For at komme til den falurøde, gamle rønne skulle vi den sidste del af turen køre syv km gennem skoven på en støvet, hullet grusvej. Huset havde hverken el eller vand, så i hvert værelse var der en hvid gaslampe, som jævnligt skulle have skiftet sok. Vandet hentede vi hjem i dunke fra nogle gode venner i den nærmeste by - min far slæbte sig halvt fordærvet, når han skulle bugsere de store vanddunke ud af Renault 4’eren langs den stejle indkørsel og op på det lille grå linoleumskøkkenbord.

Her fik dunken skruet en hane på, og et lille vaskefad blev placeret under hanen på en rød, trebenet skammel. Når det lille fad var fyldt, blev det tømt ud af køkkenvinduet. Der blev i den grad sparet på vandet, for når mine to søstre og jeg så, hvad det krævede at få det rene vand hentet hjem til gården, så gav det sig selv, at vand var en dyrebar gave, der ikke skulle ødsles med. Så vi børstede tænder i en lille mundfuld, og vi tog fælles bad på terrassen i vand fra bækken, der var blevet opvarmet i en sort pose – eller også hoppede vi i den nærmeste skovsø.

Årstidernes skiften

Jeg elskede at være ved ødegården og se årstiderne skifte. Det tidlige forår, hvor skoven blev lysegrøn, solen stod højt på himlen og de blodsøgende myg endnu ikke var udklækket. Sommeren, hvor vilde blåbær, skovjordbær og hindbær altid var inden for rækkevidde, aborrerne var ekstra huggevillige, og vi hjalp den lokale gubbe med at køre hø på marken. Efteråret, hvor min onkel tog os med på svampejagt, og jeg muntrede mig med at lede jægerne på vildspor ved at slette elgsporene på grusvejen og ridse falske spor i den modsatte retning. Og vinteren, hvor den hvide sne lagde sig som en tyk dyne over skovens træer, og familien samledes om den gamle kakkelovn med diverse brætspil. 

Min far i gang med spaden. Alt blev gravet ned i håbet om, at det nok ville forsvinde med tiden...

Simple living

Det var på mange måder det simple liv i skoven, tæt på dyr og planter, hvor vi passede godt på naturens ressourcer. Men særligt på ét punkt fejlede vi fælt. Der var nemlig ingen affaldsordning, så alt vores husholdningsaffald blev blot gravet godt ned i jorden, for at ræven ikke skulle få færten af det. Tomme dåser med makrel i tomat, Matjes sild, bøtter med smøreost og sammenklemte tuber med Kalles kaviar. Alt blev samlet i en skraldepose og gravet ned på grunden. Det var en udbredt praksis bare at grave affaldet ned i håbet om, at det så med tiden ville forsvinde.

”Der var ingen forurening, dengang far var dreng,” som Troels Trier sang:

”Dengang var der ingen forurening og miljø, og hvis man havde noget affald, blev det bare smidt i en sø, og alt det der med grundvand var der ikke noget med, hvis der var noget giftigt, blev det bare gravet ned”.

Parret og sangduoen Troels Trier og Rebecca Brüel slog sig senere ned som økologiske landmænd. Og jeg selv fik mange år efter job hos Aarstiderne med ansvar for vores arbejde med bæredygtighed.

Eftertænksomhed ved komposten

Her tog vores gartner Henrik mig en dag med en tur i komposten. Med stor begejstring og entusiasme berettede han om jordens komplekse kredsløb, og om hvordan alt det, vi putter i jorden påvirker de mangeorganismer, som lever der. ”En enkelt håndfuld god jord indeholder flere levende organismer, end der er mennesker på kloden” fortalte han, mens vi nænsomt stak næverne ind i midten af den 65 grader varme kompostbunke. Den dårlige samvittighed over tidligere tiders praksis med at grave alskens affald ned ramte mig lige på stedet.

Oplevelsen ved kompostbunken fik mig til at tænke over, hvilke af nutidens handlinger, vi i fremtiden vil ryste på hovedet af. For eksempel håber jeg, at vi om 10 år vil korse os over, at vi bragte kasserne ud med dieselbiler, at nogle varer var pakket ind i materialer, der ikke kunne komposteres og at mange af kunderne ikke havde mulighed for at sortere deres bioaffald. Som Corporate Responsibility Manager er mit job netop at sikre, at vi driver vores forretning på en ordentlig og anstændig måde, der gavner vores klode og de generationer, der kommer efter os. En væsentlig opgave er derfor at sikre, at vi hele tiden finder nye løsninger, der er bedre end gårsdagens.

For selvom bæredygtighed er dybt integreret i Aarstidernes DNA og forretningsmodel, og vi er begunstiget med masser af ildsjæle, entreprenører og mad- og planteentusiaster, så må vi ikke hvile på laurbærrene. Vi skal hele tiden rykke barren et nøk opad, blive klogere og handle derefter. I dag er det efterhånden almen viden, at ting ikke bare forsvinder under jorden – selvom de er ude af øje. I Sverige er der for længst kommet en renovationsordning, så de mange danske torpare kan tage affaldet med til den nærmeste miljøstation og sortere det. Og der er forhåbentlig ikke længere nogen, der ved sine fulde fem kunne drømme om at fylde jorden med tomme makreldåser, kaviartuber og andre remedier, som ikke hører hjemme der. Det ville jo være helt ude i skoven.