×
×

På besøg hos Biolatina

Midt i maj besøgte vi vores italienske biodynamiske avler, Biolatina, i Latina-provinsen syd for Rom. Formålet med besøget var dels at lære mere om, hvordan de bruger biodynamiske og permakulturelle dyrkningsmetoder i praksis, og dels at sætte os sammen for at tage en snak om, hvordan vi kan styrke og udvide vores samarbejde i fremtiden.

For hos os er det utroligt vigtigt at besøge vores avlere ofte for at sikre os, at deres krav til den økologiske dyrkning er lige så høje som vores egne. For os skal der være mere i økologien end et certifikat fra myndighederne. Tankegang og praksis skal matche vores, og det gør den i høj grad hos Biolatina, der dyrket biodynamisk igennem 35 år.

Den første ting Maurizio – som ejer Biolatina – gjorde, da vi kom, var at stikke en greb i jorden og vende den op, så vi kunne se det vidunderlige mørke hummuslag, der strakte sig 10 cm ned. "Da vi startede vores dyrkning her", sagde Maurizio, "var der kun to cm hummus." Det er altid et godt tegn, når det første en bondemand ønsker at vise frem, er sin jordbund.

Hos Biolatina lægger de i det hele taget en enorm indsats i at få dyrkningen af jorden til at spille sammen med alle deres omgivelser – naturen og dyrelivet såvel som insektlivet. Omkring en fjerdedel af dyrkningsarealet består af åbne drivhuse, hvis tage mange steder er halvt dækkede af solceller. Her undgår man de skadelige insekter, som ofte plager drivhuse ved at udsætte rov-insekter, som spiser de planteædende insekter, før de kan gøre skade. Andre gavnlige insekter tiltrækkes ved at plante aromatiske urter og blomster, hvis smukke farver lyser op alle steder i de store åbne huse.

En af de dejlige ting, der vokser blandt blomsterne i drivhusene, er små, spæde, saftige skud af alskens urter, som sættes sammen til aromatiske blandinger, der klæder alt fra salater til pastaretter til wokretter. En af de sammensætninger af sunde struttende urter er tatsoy-mix, som du kan møde i kasserne i øjeblikket. Vi får også mange andre afgrøder fra Biolatina - heriblandt rucola, munkeskæg og forårsløg.