×
×

Kvalitetskontrol

Mit navn er Michael Damsgaard, og jeg arbejder i kvalitetsafdelingen her hos Aarstiderne. I kvalitetsafdelingen består vores arbejde – blandt meget andet – i at kvalitetstjekke alle de varer, vi hver eneste uge modtager i vores lager og pakkeri i Barrit ved Vejle Fjord.

Jeg kunne godt komme med en detaljeret gennemgang af hver enkel procedure, fra en vare ankommer til pakkeriet, til den igen forlader pakkeriet i en kasse på vej ud til dig. Men det synes jeg egentlig ikke er så interessant, og jeg tror også, at det ville kede dig.

Mere end gefühl

Selvfølgelig har vi en masse systemer og procedurer, som vi følger. Det bliver vi nødt til at have som moderne fødevarevirksomhed – både rent lovmæssigt, men også af praktiske årsager. Hvis alt foregik på gefühlen, ville det nok være umuligt for os at sende langt over 40.000 pakkede kasser ud hver eneste uge.

Øvet i råvarekendskab

Men selvom vi har maskiner og systemer til at hjælpe os på vej, så er det vigtigste redskab faktisk de mennesker, der arbejder i kvalitetsafdelingen. Vi er mange, der efterhånden har været med hos Aarstiderne i rigtig mange år og heraf har udviklet et helt unikt råvarekendskab. Og det er brændende nødvendigt, hvis kvaliteten af de råvarer, du tager op af din kasse, skal være i top.

Men råvarer – og især frugt og grønt – er levende og forgængelige produkter, der fortsætter med at forandre sig, helt ind til du spiser dem. Derfor kræver det råvarekendskab af en helt særlig klasse at vurdere, om tomaten har den rette modning. Når vi lave stikprøver (det gør vi på alle varer, vi modtager) og smager på en tomat, skal den altså ikke have nået den ønskede modningsgrad endnu – det skal den først, når I som kunder skal bruge den i jeres måltid.

kvalitetEt indblik i kvalitetsarbejdet i vores pakkeri i Barrit. De ansatte er uden tvivl det vigtigste redskab i vores kvalitetsarbejde, men vi kommer heller ikke langt uden vores udstyr. Bl.a. har vi tre kontrolvogne med LED-lamper, vægte og måleudstyr – dem bruger vi flittigt, når vi skal lave stikprøvekontrol af varer, der kommer ind.

 

Fra dårlig til supergod

Til at vurdere smagen på en råvare har vi lavet en skala, der helt simpelt går fra 1 til 5 – eller fra dårlig til supergod. Vi er hele tiden i løbende dialog med vores kokke og indkøbere om kvaliteten af de forskellige råvarer. Hvis kvaliteten af en bestemt råvare ikke er i top – fx fordi vi er ved at nå slutningen af sæsonen – kan Flemming, der holder til i Spanien, vurdere, om det er på tide at gå videre til avlere i en anden region. Lige netop i år er vi fx særligt påvirkede af, at det har været en varm vinter i Sydeuropa, og meget når at modne for hurtigt. Sidste år var det lige modsat – der lå store mængder sne på markerne, hvilket forsinkede høsten. Hvis en råvare derimod er præcis, som den skal være ved stikprøven (der foregår ved en af vores tre kontrolvogne, som du kan se på billedet), vinger vi den af i systemet og sender den ud på rette plads på lageret, inden den skal pakkes i kassen ved samlebåndet. Her står superskarpe grøntsagskendere og tjekker hver enkelt råvare, når de bliver lagt i kassen.

Vi vil gerne høre fra jer

Dette er selvfølgelig ikke en garanti for, at du aldrig vil modtage en dårlig råvare. Og det kan vi nok aldrig love. Men vi kan love, at vi lægger et kæmpestort arbejde i at sende jordens bedste råvarer ud til jer uge efter uge. Og hvis I modtager en råvare, der ikke er i orden, skal I endelig ikke holde jer tilbage med at fortælle det til os. Vi kan nemlig altid blive bedre.

Længe leve grøntsagerne

Hvis du vil læse mere eller bare have tips til, hvordan du selv bedst opbevarer dine grøntsager, har vi meget mere indhold om netop det:

Grøntsagsguide
Video: Sådan kommer du godt igang med din kasse
Opbevaring og holdbarhed: to sider af samme sag
Podcast: Bekæmp madspild - opbevaring af frugt og grønt
Gassen i kassen
Kunsten at opbevare frugt og grønt