×
×

Kokkeskole: Tilberedning af fisk

I ugens podcast skal vi med kokken Francis Cardenau i køkkenet, hvor han giver råd til, hvordan man tilbereder fisk. Skal fisk for eksempel steges i smør eller olie? Og hvordan undgår man at lave plukfisk, når man steger en torsk på panden?

Lyt med: Gastronomiens Godfather vier sit liv til grøntsagerne

Mange er endt med at kaste håndklædet i ringen efter at have begivet sig ud i at stege et stykke torsk. Kødet sætter sig fast på panden, fisken går i stykker, og man ender med et resultat, der minder om plukfisk. I podcasten giver Francis dig en række konkrete råd til, hvad du skal gøre, når du tilbereder fisk i ovnen eller på panden. Her er de vigtigste råd:

  • Panden skal være varm: Vil du have en flot stegeskorpe, skal panden være varm, inden du lægger fisken på panden. Hvis du drypper et par vanddråber på panden, og de straks fordamper, er panden varm nok.
  • Steg i olie og rigeligt smør: Når du steger ved høj varme, er det vigtigt, at du bruger olie. Olie kan nemlig, i modsætning til smør, tåle pandens højde temperatur. Hvis du vil stege i smør, kan du lave en kombination af smør og olie. På den måde kan smørret tåle en højere varme, og du giver samtidig fisken en skøn smag af smør.
  • Rør ikke fisken: Vil du undgå, at din fisk ender som plukfisk, er det vigtigt, at du ikke rører for meget ved kødet. Når du lægger din fisk på den varme pande, skal du i de første 5-10 sekunder ryste panden, så kødet ikke brænder fast. Derefter skal du lade kødet ligge, så det kan danne en stegeskorpe. Vil du tjekke om fisken er færdigstegt, kan du forsigtigt løfte kødet med en paletkniv. Ellers skal du ikke pille ved fisken.
  • Fisk skal kun have et øjeblik i ovnen: Vælger du at tilberede din fisk i ovnen, skal du være opmærksom på, at fisken ikke bliver overtilberedt. Ofte kan du nøjes med at bage fisken i 7-10 minutter ved 180-200 grader.
  • Øvelse gør mester: Selvom du følger alle Francis’ råd, er der ingen garanti for, at det lykkes dig at tilberede et stykke fisk første gang. Øvelse gør som bekendt mester, så prøv igen og igen, lige pludselig er den der.

Du kan høre alle Francis’ råd i podcasten, som du finder i din podcastapp eller herunder: