×
×

En helt særlig citruskasse

Henover de sidste år har vi udviklet vores arbejde med citrusfrugter. Fra tidligere kun at have haft enkelte, spanske citrusfrugter, er vi nu glade for at kunne tilbyde citrus fra både flere avlere, men også af flere forskellige sorter og varianter.

Derfor har vi nu lanceret en helt ny version af vores CitrusKasse. Kassen består af sæsonens absolut bedste citrusfrugter fra både Spanien og Italien. Det vil sige, at kassen ikke kun vil indeholde én type klementin, appelsin og grapefrugt, men forskellige sorter af forskellige citrusfrugter fra uge til uge.

Kender du Oronule, Clemenule og Tacle?

pietro

Altså vil der i stedet for kun én sort klementin være op til otte forskellige sorter hen over sæsonen. Vi lægger ud med den spanske Oronule-klementin, som du allerede nu kan møde i kasserne, går videre med Clemenule og løber senere ind i sorter som den italienske supermandarin Tacle, den ”grimme”, men meget søde Gold Nugget fra Spanien – og meget andet godt. Vi håber også at kunne præsentere en mandarin med rødt frugtkød for jer, men det afhænger også meget af, hvordan vejret arter sig i Sydeuropa.

Af appelsiner vil vi – ud over de velkendte spanske sorter – præsentere jer for en del italienske specialiteter. Heriblandt diverse Tarocco-sorter, som alle er blodappelsiner med mere eller mindre rødt frugtkød – nogle med mere sødme end andre.

I november vil I også kunne finde en New Hall-appelsin fra området nær vulkanen Etna i Italien, og den dejlige Cara Cara, som er en Navelina-appelsin med rødt frugtkød. En grapefrugt vil i denne kasse heller ikke ”bare” være en grapefrugt. I vil møde både den røde Star Ruby, den hvide White March og den grønne, men dog helt søde, Sweetie.

Dedikerede citrusavlere

Avlerne bag frugten i den nye citruskasse er Paolo og Alessandra fra deres farm syd for Catania på Sicilien, 84-årige Pietro (det er ham, du ser på billedet) og hans datter Angela, der leverer dejlig frugt fra foden af vulkanen Etna på Sicilien, Anita, der dyrker klementiner i Calabrien, Manuel, der dyrker klementiner i Castellón nord for Valencia i Spanien og Gines og Vallejofamilien i henholdsvis Almería og Málaga, der også leverer frugt til denne kasse.

finger limeCitruskaviar eller finger lime er en lille supersaftig frugt, der er tætpakket med små, saftspændte perler, som eksploderer i munden, når de presses blidt mellem ganen og tungen.

I kan altså glæde jer til at møde over 30 forskellige citrussorter fra seks dedikerede avlere i CitrusKassen. Flere af avlerne er vaskeægte citruspionerer, og flere af dem dyrker også specialiteter som fx citruskaviar, kaffirlime, Buddhas hånd, cedro-citron, bergamotte og ikke mindst den fantastiske yuzu.

Det er muligt, at nogle af disse specialiteter dukker op som en overraskelse i kassen enkelte uger, men træerne er unge endnu, så vi ser løbende, om vi kan høste fra dem. I vil til enhver tid kunne tjekke indholdslisten for de nuværende og kommende kasser. På den måde kan I se, hvilke citrusfrugter der er i kassen, men også se, hvilke avlere, der har dyrket frugterne.

Rigtig god fornøjelse med kassen! I er selvfølgelig meget velkomne til at spørge os, hvis der er citrusfrugter, I ønsker mere information om.


 I CitrusKassen finder du sæsonens varierende udvalg af citrusfrugter fra Spanien og Italien. I denne kasse er en klementin ikke bare en klementin, og en appelsin ikke bare en appelsin. Tre-fire forskellige slags citrusfrugter i kassen per uge. Kan bestilles på aarstiderne.com eller i appen.