×
×

Hennings favoritæble er Pirouette, hvad er dit?

”Et godt æble skal være som en god rødvin. Det skal have attitude, kant og leben”. Ordene kommer fra Henning Bæk Hansen, der er æbleavler og grundlægger af Allesø Frugtplantage. Henning har en klar mening om, hvilke æbler der kan måle sig med en god barolo, og hvilke der lige så godt kan gives til grisene, som boltrer sig i en indhegning midt i plantagen.

Derfor er vi taget til Allesø for at blive lidt klogere på, hvad der kendetegner et godt æble. Som så mange andre elsker vi æbler. Saftige sprøde æbler. Men fordi kærligheden til æblerne for mange af os er så stor, glemmer vi nogle gange at smage ordentligt på dem. Hvorfor er det her æble så godt? Og kan jeg egentlig bedst lide Ingrid Marie, Elstar eller Pirouette?

Bevæbnet med lommekniv og en god portion nysgerrighed går vi ud i æbleplantagen. Her er tusinder af æbler af mere end tyve forskellige sorter. Det kan synes underligt, at Henning har så mange forskellige æblesorter, men det er der en god forklaring på. ”Når man dyrker æbler, særligt økologiske, er vi underlagt naturen. Derfor er der ikke et år, der er ens. Sidste år havde vi en kold og våd sommer. Det var et godt år for Rajka. I år har vi haft en fantastisk sommer med masser af sol. Det har betydet, at vi har rigtig gode Santanaæbler”, forklarer Henning, mens han fører os videre til det næste træ. ”Den store diversitet i plantagen betyder, at vi næsten altid er sikre på, at en af sorterne bliver særligt god”, uddyber han.

Find ud af, hvad du kan lide

”Det her er mit favoritæble”, siger Henning, mens han griber fat om et æble med rød kind på gul baggrund. Æblet hedder Pirouette. Skallen giver et smæld, og saften sprøjter, da lommekniven bryder den tynde hinde for at skære et par skiver. Smagen er let syrlig og dejlig sød. Samtidig har æblet en dyb aroma, der bedst kan beskrives som ren æblesmag. Det er et virkelig godt æble.

Ligesom med vin er det selvfølgelig en individuel sag, hvilke æbler man foretrækker. Vil du finde ud af, hvad du bedst kan lide, skal du begynde med at finde et udvalg af forskellige æblesorter. Når du har noget at sammenligne med, er det nemlig nemmere at smage, om du er til sure sprøde æbler, søde bløde eller en kombination. Du bør også tænke over, hvad du vil bruge æblet til. Vil du lave et ovnbagt æble, som skal serveres med is og chokolade, kan du med fordel vælge Cox Orange, som har et fast, halvtørt og sødligt frugtkød. Vil du derimod bruge æblet i en salat eller karryret, kan du overveje Hennings favoritæble Pirouette, der er let syrligt, fast og med masser af æblesmag.

God æblejagt!

Lige nu kan du finde AllesøKassen på aarstiderne.com.