×
×

40 år med økologi på Bigaard

Tilbage i 70’erne var økologi ikke rigtigt noget man snakkede om – faktisk fandtes der slet ikke et officielt økologisk regelsæt før 1987. Men der var dog enkelte gårde, der var begyndt at eksperimentere med at dyrke grøntsager helt uden sprøjtemidler. En af de gårde er Bigaard tæt på den tyske grænse, hvor ægteparret Janne og Frede i 1978 begyndte at dyrke det, de dengang kaldte organiske kartofler. 

I 70'erne var økologi ikke rigtigt noget, man snakkede om. 

I dag dyrker Janne og Frede, der siden er blevet henholdsvis 73 og 79 år gamle, over 30 forskellige kulturer – heriblandt radiser, som du med stor sandsynlighed har sat dine tænder i, hvis du har købt en kasse fra Aarstiderne.

Succesrige eksperimenter med kompost

Med inspiration fra en økologisk landbrugskonsulent, har Frede de seneste år eksperimentet med en komposttype, der er særligt rig på mikroorganismer. Kort fortalt blander Frede dybstrøelse fra en nabolandmand med træflis fra egne marker og lidt kalk. Derefter køres der oveni komposten med en traktor, så luften presses delvis ud. Derved får man effektiv bevarelse af kompostens kulstof.

kompostFrede med sin kompost - den har gjort underværker for gulerodsmarken på Bigaard.

 
Især gulerødderne på Bigaard har været begejstrede for den nye kompostblanding. Tidligere havde de et høstudbytte på under 20 %, men i dag høster de på Bigaard op i mod 95 % af gulerødderne på marken. Gulerødderne er ovenikøbet også af en bedre kvalitet, der dermed gør det lettere at sælge dem. Og det er jo i sidste ende det, der er afgørende for at drive landbrug. 

Det er i det hele taget de små finurligheder, der præger Bigaard, som Frede og Janne i øvrigt selv har været med til at sætte i stand gennem årene. Da vi er på besøg på gården, viser Frede os flere hjemmebyggede opfindelser, der gør livet som landmand lettere – bl.a. et rådyrskræmsel og et bord til sortering og pakning af radiser.

Håb for fremtiden

De 40 år med økologisk landbrug har ikke altid været lige lette. Som Janne siger, så har de nok lavet alle de fejl, der er mulige at lave. Men de er dog ikke i tvivl om, at det har været det hele værd.

Efterspørgslen på økologi stiger voldsomt i disse år, og det er en bevægelse, som Janne og Frede ser på med håbefulde øjne. Men økologiens udvikling kommer ikke af sig selv, og de er ikke i tvivl om, at hvis økologien for alvor skal sejre, skal efterspørgslen fra forbrugerne fortsætte med at stige – ellers sker der ikke noget.  

De har ingen planer om at gå på pension lige foreløbig, for som de selv siger, hvad skulle de så lave? I stedet drosler de bare stille og roligt ned og dyrker kun det, de har lyst til. ”Vi bliver ved med at levere radiser til Aarstiderne, så længe vi kan,” siger Janne.