Da præsident Kennedy i begyndelsen af 1960’erne lovede, at USA ville bringe et menneske til Månen og sikkert hjem igen, fik han hele verden til at måbe. Her var en vision, som gav os en fælles tro på, hvad mennesker også formår: At gøre noget, der er umuligt. Det understregede Kennedy senere ved at sige, at vi tager til Månen, ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært.

Da Neil Armstrong satte sine fødder på Månen, var det ikke Månen, vi opdagede – det var Jorden. Det billede, der for alvor imponerede os, var ikke billedet af en støvet, gold og livløs måne, det var billedet af Jorden på vej mod det uendelige. Den smukkeste planet, den eneste kendte oase i rummet, magisk var den, evigt rejsende med natur, liv, kultur og tænkende mennesker.

Vi opdagede Jorden, for sådan havde ingen set den før. Vi opdagede, hvor sart og følsom den er. Vi opdagede, at alle Jordens organismer, også menneskene, indgår i naturens kredsløb. Landingen på Månen er sandheden om, at vi mennesker åbenbart skal rejse langt væk for at opdage, hvor vi kommer fra.