×
×

En forandret virkelighed

Måske har du bemærket, at der på det seneste har været mindre salat og bladgrønt i din kasse, end der plejer. Årsagen er en usædvanlig og pludselig kulde kombineret med et vådt efterår i Sydeuropa. Det våde efterår resulterede i oversvømmede marker, så mange af vores avlere blev nødt til at udsætte udplantningen af afgrøder som kål, salater og bladgrønt. Og derfor står vi altså nu i en situation, at varerne ikke er klar til høst, hvor det ellers var planlagt.

Udover kål og salater, der lader vente på sig, bliver drivhusvarer som squash påvirket af kulden, der for alvor har lagt sig som en dyne over meget af det sydlige Europa. Det er der som sådan ikke noget unormalt i, men når kulden kommer så pludseligt som nu, står vi med et problem. Vi køber udelukkende varer fra uopvarmede drivhuse, og når temperaturen falder fra den ene uge til den anden, stopper en grøntsag som squash med at vokse.

Fra 4 til 2 årstider

Normalt er vi vant til, at sæsonerne stille og roligt glider over i hinanden. Men de seneste år har vi i realiteten ikke oplevet forår og efterår. Vi har en lang og meget varm sommer, og så bliver det pludselig vinter med temperaturer, man ikke er vant til i Sydeuropa. Måske husker du, at jeg i samme spalter for to år siden fortalte, hvordan skolebørnene i Murcia oplevede sne for første gang i 35 år.

pepe med kålVores avler Pepe i sin kålmark på en frostklar morgen i Andalusien. Kålen er heldigvis mere robust end spinat og andet bladgrønt, der må lade livet, når temperaturen tager et seriøst dyk i Sydeuropa.

I Andalusien, hvor vores avler Pepe har sin gård, kan det være op til 15 grader i januar, men i år har det været helt nede omkring de 2 grader selv i dagtimerne og langt under frysepunktet om natten. Derudover har der nogle dage været temperaturforskelle på 20 grader indenfor samme døgn. Og det ved hverken landmænd eller planter, hvordan de skal håndtere. For bare få år siden fik vi ofte spinat fra Pepe i januar, men det har ikke set godt ud de seneste år. Lige nu oplever vi også, at rucola er tæt på umuligt at skaffe på grund af kulden, der ødelægger det sarte bladgrønt. Det er paradoksalt, at det bliver sværere at dyrke mange af de grøntsager, som vores planet har så meget brug for, at vi spiser nogle flere af.

Nogle avlere har marker placeret strategisk, så alle afgrøder ikke bliver ramt af voldsomt vejr på én gang. Du kan fx se en video fra vores avler Sebastian på Instagram, hvor han fortæller, at han på grund af sin placering tæt på havet ikke har været lige så påvirket af kulden, som dem med marker længere inde i landet.

En gevaldig hovedpine

De sidste par år har vi set eksempler på så voldsomt snevejr, at supermarkedernes hylder var tomme, og vi hos Aarstiderne blev nødt til at udsætte vores leveringsdage på grund af manglen på varer, men der har vi heldigvis ikke været i år. Manglen på kål, salat og bladgrønt fra Sydeuropa giver os en gevaldig hovedpine i øjeblikket, men ikke mere, end at vi kan ændre i opskrifterne og hente varer hos andre avlere, hvor vejret arter sig bedre.

Allerede nu kan vi dog se, at de ekstreme vejrsituationer bliver hyppigere, og i længden risikerer vi, at det bliver den nye virkelighed. Det kan virke abstrakt og uhåndgribeligt at skulle forholde sig til klimaforandringer. Ikke desto mindre kan vi i disse år mærke dem helt tæt på, og derfor må vi løbende tilpasse vores måde at arbejde på – fra marken og helt ned i kasserne.

Flemming Andersen er indkøbschef for frugt og grønt hos Aarstiderne.