×
×

Æd den og red den!

D. 18. september 2019 var en særlig dag. Der mødtes en lille håndfuld ildsjæle under lianerne i Randers Regnskov for at stifte foreningen ORIGENALER. Ja, dem må der da være mange af rundt omkring, tænker du nok. Men det er ikke den slags originaler. Det er nogle ganske særlige ORIGENALER. 

Det er den slags, der beskæftiger sig med noget så mundret som at fremstille fødevarer på grundlag af ”bevaringsværdige plantegenetiske ressourcer og gamle husdyrracer”. Og hvad betyder det så? For at finde bagom så fine begreber træder vi lige et skridt tilbage og ser på, hvorfor det overhovedet er blevet relevant. Vores hverdag og vores måde at producere, anskaffe og udnytte fødevarer på er drastisk forandret i de seneste ca. 50 år.

"Derfor er der en del ildsjæle rundt omkring, der arbejder med at bevare og udnytte gamle sorter af planter og holde husdyr af de gamle racer, så de ikke uddør."

Tidligere blev det meste af vores mad produceret tæt på os, ofte af folk vi kendte eller mødte i dagligdagen. Mange af fødevarerne blev til på basis af en stor del håndarbejde. I dag får vi varer fra hele verden, kun få procent af befolkningen er beskæftiget med at dyrke og forarbejde fødevarerne, og vi køber de fleste fødevarer i supermarkeder fremfor i ostebutikker, mejeriudsalg, grønthandlere og mange flere af den slags foretagender, som for ganske nylig lå i butikken om hjørnet.

Forædling og forarmning

Industrialiseringen af landbruget og fødevareindustrien har været forudsætningen for denne udvikling. Industrialisering elsker ensartede råvarer, der er stærkt forudsigelige i form, farve, tekstur og egenskaber. Derfor har man i mange år ensrettet fødevarerne og udnyttet teknikker, der ensretter de færdige produkter. Det kaldes forædling og fremelsker de egenskaber, man netop ønsker og har brug for.

Kun ganske få gener udvælges ved kloning, hybrider og genteknologi – og bagsiden af denne medalje er ”forarmning”. Naturen har i det genetiske materiale og i formeringen, om den er kønnet eller ej, et helt modsat princip, der til stadighed skaber mangfoldighed og endnu flere udtryksformer. Det ligger i generne og i forplantningen, som vi alle har lært i biologitimerne!

Derfor er der en del ildsjæle rundt omkring, der arbejder med at bevare og udnytte gamle sorter af planter og holde husdyr af de gamle racer, så de ikke uddør. I Aarstiderne har vi i mange år testet, opformeret og dyrket en lang række grøntsagssorter som timian, porrer, løg, krydderurter, radiser og meget mere i samarbejde med flere universiteter. Det sidste projekt handlede om gamle ærte- og bønnesorter. Med dem har vi i det sidste år deltaget i et projekt med titlen Æd den og red den! Det går ud på at udvikle et fælles brand for produkter, der er produceret på grundlag af de gamle sorter og husdyr. Dermed kan du blandt andet smage på:

Ærter og bønner

Aarstidernes Gårdbutik, Humlebæk

Øl, spegepølser og andre kødprodukter

Skovsgård, Langeland

Mel på gamle kornsorter

Kragegården, Havndrup ved Ringe på Fyn

Brændevin

Brænderiet Enghaven, Mellerup ved Randers

Bønner

Svanholm Gods ved Skibby

Is

Lundgårds Ismejeri, Vest for Randers

Kødprodukter på gamle husdyrracer

Mangholm, Tulstrup ved Hillerød
Fitting Bevaringscenter ved Vorbasse
Favnen Fuld, Bjerringbro
Sevel Økologi, Vinderup ved Viborg

På disse gårde kan du købe produkter fra projektet Æd den og red den med mærket ORIGENAL, så du kan genkende produkterne og de gæve bønder, der laver dem. Det er ikke så mange steder endnu, og de ligger spredt i hele landet. Det er netop derfor, at vi har stiftet en forening. Vi skal have lavet regler for, hvordan og hvem der kan bruge mærket, og hvad kravene skal være til oprindelse og meget andet.

Det kommer du forhåbentlig til at høre meget mere til, når vi i de kommende år bliver endnu flere, der producerer fødevarer for at bevare de gode smage og gener fra vores fortid og for fremtiden.