×
×

Den danske sæson går på hæld

Hos Aarstiderne arbejder vi med 2 ”hovedsæsoner”, som man kan kalde dem: Den danske sæson, hvor vi høster på markerne fra juni til oktober, og den sydeuropæiske sæson, som starter i midten af oktober og løber til sidst i maj.

Vi glæder os til begge sæsoner. Den danske fordi vi elsker (!) de dejlige, grønne sager, som gror under vores himmelstrøg – blandt andet de mange forskellige slags kål og rodfrugter. Men vi er også meget stolte af vores netværk af avlere i Sydeuropa, som vi trækker på, når den danske sæson går i vinterhi.

"Mens de sidste danske salater er blevet høstet, har Sydøstspanien været ramt af kraftige regnskyl i Murcia og Alicante"

Sæsonerne overlapper dog typisk for visse råvarer – fx når det gælder de danske æbler, som vi normalt begynder at lægge i kasserne i oktober måned. Det ser desværre anderledes ud i år – for det har været ganske skrækkelig i år. Frosten i løbet af foråret har beskadiget æbletræernes blomstring og gjort, at æbleavlerne allerede tidligt på året vidste, at det ville stå slemt til. Nogle æbleavlere har mistet 70 % af deres høst i år, og andre er endnu værre ramt.

Normalt er de første råvarer, vi henter sydfra, typisk bladgrønt og kål, men i år er vi altså blevet nødt til at starte med æbler fra Spanien og Italien, inden vi begynder at lægge tyske æbler fra området Altesland i kasserne (fx sorterne Elstar og Holsteiner Cox).

Herhjemme har bierne haft vanskelige vilkår med at finde æbleblomster med pollen,
og æblehøsten har således været pauver. Anderledes har det været under sydligere himmelstrøg
og derfor kan du fortsat finde æbler i kasserne, bl.a. sorterne Elstar og Holsteiner Cox. 

Hej Klimaforandringer

Mens de sidste danske salater er blevet høstet, har Sydøstspanien været ramt af kraftige regnskyl i Murcia og Alicante. De første fire ugers salathøst blev simpelthen skyllet væk, så vi regner ikke med at kunne få salater fra Sydspanien før midt i november. Heldigvis har klimaet været mere stabilt i Norditalien, hvor vores avler Maurizio bor nær Verona, så når vi ikke har flere salater fra danske marker, er det Maurizios salater, du kan finde i kasserne. Det er en af fordelene ved at have et godt netværk af avlere – vi er simpelthen mindre sårbare, når uheldet er ude.

En af de ting, som bekymrer de sydeuropæiske avlere mest for tiden, er tørken. Der er områder i Spanien, hvor det stort set ikke har regnet i et år. Selv et par dage med meget regn hjælper ikke ret meget, for enten løber vandet lige ud i havet, fordi den tørre jord ikke kan nå at opsuge det, eller også ødelægger den kraftige regn de bassiner, som man opbevarer vandet i til senere brug. Man vil hellere have moderat regn med jævne mellemrum – men det er desværre ikke altid sådan, det går.

Vi er efterhånden ved at være vant til, at klimaet volder problemer for vores sydeuropæiske avlere i løbet af vinteren – særligt fordi vejret er blevet mere uforudsigeligt og samtidigt mere ekstremt. Men vi er alligevel stadig – som altid! – forventningsfulde, når en ny sæson går i gang, og vi glæder os til at vise jer de nye ting, som sker hos vores avlere, hvor der arbejdes på nye spændende produkter og smagfulde sorter.

Citrussæsonen er fx allerede gået i gang, og i år arbejder vi på at kunne præsentere ikke mindre end otte forskellige appelsinsorter, seks forskellige clementinsorter og tre forskellige grapefrugtsorter for jer – samt naturligvis den dejlige bergamotte med sin særlige duft og smag. Og hvem ved, måske dukker der røde citroner op i jeres kasse også…?