×
×

Den New Zealandske spinat, der hverken er en spinat – eller fra New Zealand

Hvis du jævnligt får måltidskasser fra os, er du garanteret stødt på den før: et bundt eller en pose med finurlige, grønne blade i kassen. Bladene er let sukkulente og nærmest trekantede, og stilkene er tykke og saftspændte. Navnet er New Zealandsk spinat. Og som det antyder, stammer planten fra New Zealand, men er også at finde vildt i Australien, Japan og Sydøstasien. Den kom til Europa med Kaptajn Cook og kaldes derfor også indimellem ”Cooks kål”, selv om den ikke har noget med kål at gøre – eller spinat for den sags skyld! Planten er nærmere beslægtet andre sukkulenter, der er udbredt på den sydlige halvkugle.

Kokkenes favorit

Vores kokke er vilde med den New Zealandske spinat! Den er ikke så god at spise helt rå, men de lidt tykkere blade og sprøde stilke bliver møre og saftige efter kort tid på en pande (så smid endelig ikke stilkene ud, når du gør spinaten klar!). I modsætning til almindelig spinat, der klasker helt sammen, når den varmes op, beholder New Zealandspinaten lidt af sin struktur under opvarmning og kan derfor også tåle at boble med i en gryderet. Smagen er mildere end almindelig spinat; frisk og grøn.

New Zealandsk spinat er altså lidt af en sjov fætter – for den er hverken en spinat eller fra New Zealand (i hvert fald ikke, når du møder den i din kasse).

Fra New Zealand over Portugal til din kasse

Når vi lægger New Zealandsk spinat i vores kasser, får vi ofte spørgsmål fra kunder, som undrer sig over, hvordan det dog kan være en klimaklog beslutning at fragte spinat til Danmark fra den anden side af jorden. Og det ville da også være mystisk, hvis vi gjorde det – og derfor naturligvis heller ikke rigtigt, selv om vi godt kan forstå forvirringen. New Zealand-spinaten i vores kasser får vi fra ægteparret Guilherme og Angela, som har en gård sydøst for Porto. Dem har vi efterhånden arbejdet sammen med i mange år, og de leverer New Zealandspinat til os hele året (på nær de korte perioder, hvor sneen daler ned i det nordlige Portugal). New Zealandsk spinat er altså lidt af en sjov fætter – for den er hverken en spinat eller fra New Zealand (i hvert fald ikke, når du møder den i din kasse). Men vi nyder den alligevel, og det håber vi, at du også kommer til at gøre!