×
×

Rigtig glædelig jul

Det bliver ganske givet ikke en almindelig jul i år, men i Aarstiderne håber vi, at julehyggen alligevel finder vej til jer.

Vi vil gerne benytte os af lejligheden til at sige jer alle sammen en stor tak for den opbakning, I har givet os hele året igennem. I Aarstiderne arbejder vi med fødevarer og endda online – hvilket betød, at vi ikke blev lukket ned på linje med en hel række andre arbejdspladser i marts måned. Tværtimod fik vi endnu mere travlt. Vi bad dengang om jeres forståelse og tålmodighed – og vi fik den. Meget stor tak for det!

Vi klør derfor på med de grønne idéer og prøver at gøre det endnu nemmere at vælge bæredygtigt. Blandt andet med nye tiltag i form af en online købmandsbutik, Jordens Bedste Købmand, som vi lancerer til foråret, og gårdbutik nummer to på BaneGaarden i København. Derudover har vi også valgt at indgå i et samarbejde og stifte investeringsselskabet Planetary Impact Ventures, som skal hjælpe nystartede, grønne virksomheder fremad. Den grønne dagsorden lyser tydeligere end nogensinde før, og verden er for alvor ved at være klar til at tage imod den. Vi glæder os til – sammen med jer – at gøre endnu mere!

"Men nu handler det om jul og om julefreden. Måske vi ligesom planterne, skal bruge vinteren på at udvikle rødderne og gøre fundamentet lidt stærkere."

Men nu handler det om jul og om julefreden. Måske vi ligesom planterne, skal bruge vinteren på at udvikle rødderne og gøre fundamentet lidt stærkere. Det bliver der brug for i den kommende tid, hvor mange har det svært, og hvor ”de gode gamle dage” synes meget langt væk.

Lad os blive klogere og dygtigere sammen, og håbe på at der, når julelysene slukkes, er grønnere tider på vej! De allerbedste ønsker om en glædelig jul fra mig og alle rødderne i Aarstiderne.