×
×

Opskrift på lagkage-kompost

Kompostering er ikke så svært, som man skulle tro. Det er en klimavenlig og effektiv måde at få omsat køkkenaffaldet og sågar det nyslåede græs. Aarstidernes landmand og driftsleder på Krogerup Avlsgård, Henrik Helweg-Larsen, giver dig her opskriften på en vellykket ”lagkage-kompost” hjemme i haven (hvis du er så heldig at have en have):

  • Find en passende beholder med låg, som du kan have på køkkenbordet. Heri putter du alt vegetabilsk affald fra dagens husholdning. Undgå tilberedt mad og råt kød, da det tiltrækker skadedyr.
  • Find et passende sted i haven at placere din kompostbeholder; det kan blot være en ramme af træ (alternativt kan du finde kompostbeholdere i byggemarkeder, etc.)
  • Dæk bunden med et ca. 10 cm tykt lag af tørt materiale; blade, halm, meget tynde grene, bark etc. Det har alt sammen et højt kulstofindhold. Tilsæt gerne en spand havejord eller noget gammel kompost.
  • Oveni tømmer du så din ”daglige” spand med køkkenaffald. Det er typisk mere vådt og har et højere indhold af kvælstof. Du kan tømme spanden dagligt, indtil du har et ca. 5 cm tykt lag.
  • Gentag med et nyt lag tørt materiale på 5-10 cm. Fortsæt på samme måde, lag på lag: Tørt, vådt, tørt, vådt…
  • Hvis du har adgang til nyslået græs, kan det erstatte/supplere køkkenaffaldet fra spanden.
  • Fortsæt i månedsvis, med lag på lag. Kompostprocessen starter selv og bunken synker langsomt sammen – så der er plads til meget mere end man skulle tro.
  • Er der direkte adgang til jorden under bunken, vil kompostorm (de er små og røde) måske indfinde sig naturligt og hjælpe processen. Kompostorm kan også købes og tilsættes.
  • Regner det ekstremt meget, bør komposten dækkes til. Kompost skal være fugtig, men ikke drivvåd. Man skal kunne klemme en dråbe vand ud af en håndfuld – så er fugtniveauet godt.
  • Er den blevet for tør, må der vand til; regnvand er godt.
  • Formuldningen kan tage lang tid, hvis det er køligt, men også gå meget stærkt under de rette betingelser. Er din kompost gået helt i stå, kan det være nødvendigt at vende rundt i materialet med en greb. Tilsæt græs og vand, hvis den er tør – eller mere tørt materiale, hvis den er blevet for våd.
  • Den færdige kompost kan udtages fra bunden, mens de øvre lag blot flyttes til fortsat kompostering.
  • Færdig kompost kan blandes i grøntsagsbede, krukker, i drivhuset og rundt om frugttræer og buske. Dine planter vil elske dig!