×
×

Tag måltidet til nye højder

Hos Aarstiderne elsker vi at tale om grøntsager og glæden ved grønt, særligt selvfølgelig blandt os kokke, som hver uge skriver opskrifterne til vores måltidskasser. Vi elsker at snakke om mad, smage på grøntsager og kigge på grøntsager – så meget at de fleste af os næsten har flere billeder af grøntsager på vores telefoner, end vi har billeder af vores børn. Grøntsager er flotte, og flot mad giver os lyst til at spise. Faktisk har flere videnskabelige forsøg vist, at mad, der glæder øjnene, øger appetitten. Så selv på en travl onsdag efter fodbold og kor kan det være besværet værd at bruge to minutter ekstra på at anrette dagens måltid lidt ekstra flot – og med et par enkle tricks og grundregler i baghovedet er det ikke så svært endda.

1. Som med god kunst handler flot mad om farver og former. Et salatblad, der er snittet fint, ser helt anderledes ud og giver et andet udtryk end et helt salatblad. En god måde at finde de bedste former i maden er at gøre det, vi altid får at vide, vi ikke må: at lege med maden. Prøv at skære grøntsagerne forskelligt fra gang til gang. Det tager ikke længere tid at skære eller stege en skive gulerod, der er skåret på skrå, end en der er skåret helt lige

2. Og farverne skal frem! Grøntsager er heldigvis spækket med skønne farver, så sørg for at de forskellige farver i maden får lov at stå frem. Hvis opskriften siger, at pastaen skal vendes med tomater, så sørg for, at der ligger tomater øverst, så den smukke, røde farve får lov at stå frit frem.

3. Lad maden leve, giv den liv og højde. En anretning, der virker luftig og let, vækker mere appetit end en flad anretning, der giver indtryk af mad, der har stået og ventet på en buffet. Drys evt. en groftskåret krydderurt på toppen af en salat eller en gryderet.

4. Fremhæv hovedrollerne. Oftest er hovedrollerne i en ret de ingredienser, som vi glæder os allermest til at spise – fx kødbollerne i en spaghetti med tomatsovs. Anret dem evt. oven i saucen til sidst, eller sørg for at de står frem på anden måde.

5. Flotte – eller bare forskellige – tallerkener og skåle giver også maden liv, og gør det til en oplevelse at spise. At anrette en simpel ret med flere tallerkener og skåle giver også en oplevelse af større bredde i retten – eller endda af at retten består af flere mindre retter. At dele maden op i flere tallerkener og skåle betyder også, at de mindste har bedre mulighed for at vælge til og fra. 

6. Et sidste bud maner dog også til lidt besindighed: mad skal anrettes, som den spises. Øjets indtryk gør meget for vores madglæde og appetit, men hvis anretningen af maden gør den svær at spise, eller ødelægger balancen i maden (det kan være dressingen der adskilles fra salaten eller pastaen der hældes i en skål uden saucen) så kommer anretningen til at stå i vejen for oplevelsen af maden.

7. Nogle få, enkle køkkenværktøjer kan slippe legen lidt mere fri: en god skrællekniv kan lokke former ud af maden, som den ikke vidste den havde, og det næsten uundværlige mandolinjern lokker formerne endnu hurtigere frem og sparer dig tid i køkkenet. Du har sikkert mange andre værktøjer i skuffen, som du kan bruge i din leg: te-æg, rivejern, paletknive og så videre og så videre… Leg løs!