×
×

Kiselgården: Kål, kartofler og kærlighed

Aarstiderne er trukket i gummistøvlerne og har været på besøg på Kiselgården, der har været fast leverandør af grøntsager de seneste 10 år.  Vi møder ejerne Ask og Amy på marken mellem kål, kartofler og ikke mindst kærlighed.

Et populært gammelt mundheld siger, at planter vokser bedst, hvis de får sol, vand og en hel del kærlighed. Hvis det er rigtigt, er det nok derfor, at Kiselgårdens grøntsager år efter år har været at finde i Aarstidernes sortiment, med lokale danske råvarer, der smager, som Kiselgården føles: Friskt og fyldt med kærlighed.

Nedarvet økologi

Kiselgården har siden 2004 været drevet af ægteparret Ask og Amy, og siden da, har den over 100 år gamle gård, kun haft vokseværk. Kiselgårdens marker breder sig over 60 hektar, og i alle retninger er det eneste, øjet ser, marker fyldt med grønne skud. Kiselgården planter omkring svimlende 3 millioner grøntsager om året. 

Ask er født og opvokset på gården, hvor hans forældre stod for driften. I begyndelsen var det et konventionelt landbrug med køer og grise. Allerede tilbage i 1985 omlagde Asks forældre det til et økologisk landbrug, som nu udelukkende dyrker grøntsager efter biodynamiske principper. Men de gamle lader og det gule bindingsværk står også stadig og vidner om Kiselgårdens lange historie. Gårdens navn stammer fra det naturlige gødningsmiddel, kisel, der er krystaller, som bliver lagt oven på jorden for at reflektere solens stråler, og derved give grøntsagerne ekstra lys.

I medgang og mudder

Mudderet griber godt fast rundt om gummistøvlerne, mens vi vandrer i markerne. Den jord, som Kiselgården dyrker på, er nemlig meget lerholdig, og derfor meget våd. Det er normalt ikke den slags jord, landmænd foretrækker at dyrke på. Men i Asks og Amys optik, er det en fordel, fordi jorden holder ekstra godt på næringsstofferne. Det giver jorden masser af vitaminer og mineraler, og gør det muligt at dyrke med reduceret kvælstofforbrug. Spørger du Ask, så kan de plante alt, og intet ville være umuligt. Entusiasmen nærmest stråler ud af ham, mens han fortæller, indtil Amy med et smil på læben lige får indskudt: ”Måske vi skal holde os til det, vi er gode til.” Og det Kiselgården i særdeleshed er gode til, er kål, knoldselleri og kartofler. Det gør også, at en af de travleste måneder om året for dem er december, hvor alle skriger på rødkål.

Et hak i en kartoffel eller en kroget agurk betyder ikke, at grøntsagerne bliver fravalgt til KiselKassen. Derimod er smagen i fokus. Ask og Amy får snildt opfyldt deres daglige behov for grønt, når de flittigt smager på kandidaterne til næste uges kasse.

En kroget agurk

Førhen var Ask landmand i dagtimerne, mens nattetimerne gik med at være DJ i det københavnske natteliv. På dansegulvet fandt han Amy fra Finland, og snuppede hende med hjem til gården. Amy havde ikke en baggrund i landbrug, men er siden kommet godt efter det. ”Jeg hader porrer, det er det værste at plante,” siger hun med et smil, mens vi forlader markene og går mod deres drivhus, som huser krydderurter og slyngplanter.

På en agurkeranke hænger en kroget agurk, den er faktisk nærmest en spiral. ”Ja, det er måske ikke så nemt at skære skiver af den til en mad, men smagen fejler ikke noget,” siger Amy, mens hun begynder at gnaske løs på den. ”Vi prøver at lære kunderne, at der gerne må være et hak i kartoflen,” fortsætter hun. Kiselgården vil gerne udbrede budskabet om, at grøntsager ikke behøver at være perfekte for at være spiselige. Derfor kan du også opleve grøntsager med lidt mærker på, når de kommer fra Kiselgården. Ask og Amy arbejder også på at reducere deres emballageforbrug og er allerede godt på vej i samarbejde med Aarstiderne, hvor du i KiselKassen sjældent finder grøntsager pakket i plastik.

Kiselgården er i rivende udvikling, og med Ask og Amy ved rorpinden, stopper det nok ikke her. ”Vi har dog fri hver fredag kl. 16.00,” fortæller Ask. For der skal nemlig også være plads til familietid med deres to sønner, uden kål og kartofler, men med masser af kærlighed.

KiselKassen: Til dig , som vil have lokale grøntsager i sæson

Hver uge udvælger og plukker Ask og Amy det bedste fra Kiselgårdens marker til KiselKassen. Grøntsagerne plukkes fra dag til dag, og derfor kan du ikke på forhånd få indholdet i KiselKassen at vide. På den måde er du sikret at få de friskeste grøntsager, der passer til årstiden - hver gang.

Du kan gå på opdagelse i KiselKassen her.