×
×

Tag med på Æblerov

Det begyndte med hapserier fra forældres og naboers æbletræer for stifterne bag det vestsjællandske cideri, Æblerov. Cideriet har bibeholdt navnet fra æblerov-ekskursionerne over parcelhushækkene, men produktionen har ændret størrelse siden de i 2011, for første gang eksperimenterede med æblecider i en lille garage i Vanløse.

”Vi stoppede hapserierne fra haver og offentlige pladser og begyndte at købe økologiske æbler fra små plantager. Primært  2. sorterings æbler, så ikke de flotte, ensartede æbler”, fortæller cidermager Morten Sylvest-Noer.

Og behovet for danske, økologiske æbler er kun vokset. Med deres innovative tilgang til cider har Æblerov skabt et moderne cideri, hvor grænserne mellem cider, øl og vin bliver udvisket og sætter nye standarder for kvaliteten af cider. 


Æblerov slipper naturen løs og lader gærcellerne fra æblets overflade kickstarte gæringsprocessen. Æblepulpen koldpresses på den gamle pakkepresse, hvor æblemosten løber ud af “osteklæderne” og ned ispande, hvor den alkoholiske gæring spontant starter. Den overskydende æblepulp bruges som foder til
økologisk fjerkræ. Foto: Æblerov


Vilde æbler
Tager man en helt klassisk cider, bliver den lavet på det, man kalder cideræblesorter og er ofte tilsat kunstgær og sulfitter. Hos Æblerov laver de derimod cider på danske spiseæbler. De tilsætter heller ikke gær eller sukker, da deres produktion af cider sker ved vildfermentering. Vildfermentering betyder, at det er vilde gærceller fra æblernes overflade, som skaber gæringsprocessen. Hos Æblerov bliver æblerne kværnet om mandagen, og så står æblegrøden i åbne kar og tanke og trækker i 24 timer. Herefter presses æblemosten og

overføres til nye tanke, hvor den fermenterer, indtil den kommer i flasker for at fermentere færdigt. Det er det, som er med til at skabe naturlige bobler i cideren. Fordi der ikke er tilsat gær eller sukker, kan alkoholprocenten også variere fra produktion til produktion.

Med deres innovative tilgang til cider har Æblerov skabt et moderne cideri, hvor grænserne mellem cider, øl og vin bliver udvisket og sætter nye standarder for kvaliteten af cider.

Smagen i centrum
Ciderne fra Æblerov skiller sig ikke kun ud i forhold til andre cidere i deres produktionsmetode. De rykker også hele tiden grænsen i forhold til, hvilke råvarer der bliver tilsat. Morten Sylvest-Noer har en baggrund i øl-videnskab og som vintjener, hvorfra metoder og ingredienser også har sneget sig ind i cideriet. For Æblerov eksperimenterer med at blande forskellige genrer af drikkevarianter sammen. Alt sammen for at skabe så mange smagsnuancer som muligt.

”Da vi begyndte, var vi selv lidt i tvivl, om vores produkt var cider eller æblevin– og den kunne nok godt høre til i flere kategorier. Vi forsøger på at lave så meget smag som overhovedet muligt i cideren. Man kan se lidt på det, som når man fusionerer det franske køkken med det asiatiske”, siger Morten Sylvest-Noer.

De vildfermenterede cidere fra Æblerov er som en sommerdag på flaske, der gør sig godt som aperitif for sig selv i september-solens stråler eller på middagsbordet, hvor den passer til alverdens retter.

Du finder to varianter af cider fra Æblerov på aarstiderne.com og hos Jordens Bedste Købmand