×
×

Det grønne trykkeri

I Aarstiderne har vi mange samarbejdspartnere udover vores økologiske landmænd og avlere. Fx det miljøvenlige KLS Pureprint. Trykkeriet producerer bl.a. Aarstidernes klummer, samt et væld af andre papirsager.

Cradle to Cradle

KLS Pureprint holder til i Avedøre og er Cradle to Cradle-certificeret, som ét trykkeri ud af tre i hele verden. Cradle to Cradle er en ambitiøs miljøcertificering, som stiller krav til hele produktets livscyklus. Det er en holistisk tankegang, som bl.a. handler om ikke at tære på jordens ressourcer.

"Trykfarverne er produceret på vegetabilske olier uden brug af mineralske olier."

For at få certificeringen kræves der strikse standarder. KLS Pureprint arbejder med dem inden for fem forskellige områder:

  • Sunde materialer, der hverken skader mennesker eller miljø
  • Genanvendelige materialer, der skal kunne indgå i et biologisk eller teknisk kredsløb uden at producere affald
  • CO2-neutral produktion og brug af 100% vedvarende energi
  • Sikring af vandressourcer og krav til, at proces-spildevand skal være så rent, at det i princippet kan drikkes
  • Social ansvarlighed baseret på anerkendte standarder, fx Global Compact. Det handler altså om at foretage de mest miljøvenlige valg på mange forskellige måder og ikke kun i selve produktionen. Det kan man også se i, at trykkeriet fx har malet det førhen sorte tag på trykkeriet hvidt, så det reflekterer solens stråler i stedet for at suge varmen til sig. Og firmabilerne – de kører på el

Men udviklingen stopper ikke her, for Cradle to Cradle-certificeringen kræver også, at man kontinuerligt forbedrer både sit produkt og sine processer. Certificeringen er inddelt i flere forskellige niveauer, og i 2016 blev KLS Pureprints niveau hævet til sølv.

"Tryksagerne er faktisk så rene, at de i princippet kan spises, hvis man har den slags tilbøjeligheder – selv om vi til enhver tid vil anbefale en diæt baseret på grøntsager."

Duften i trykkeriet

De høje standarder for miljøvenligt tryk kan tydeligt ses og mærkes, når man besøger KLS. Det første, man lægger mærke til, er, at der dufter godt i trykkeriet af papir og ikke af kemikalier. Trykfarverne er produceret på vegetabilske olier uden brug af mineralske olier, og der er ikke noget skadeligt i disse, hverken for mennesker eller miljø.

Certificeringen betyder, at både papir og trykfarve er produceret uden skadelig kemi, tungmetaller eller hormonforstyrrende stoffer. Aarstidernes tryksager fra KLS kan derfor også bionedbrydes. Tryksagerne er faktisk så rene, at de i princippet kan spises, hvis man har den slags tilbøjeligheder – selv om vi til enhver tid vil anbefale en diæt baseret på grøntsager og ikke tryksager.