×
×

Sæsonens citrusfrugter

Omkring byen Siracusa på Sicilien dyrker Paolo Carpenteri citrus. Paolo er, hvad man kan kalde en citrus-nørd uden sammenligning – for han dyrker meget citrus, og ikke mindst mange forskellige slags citrus. For Paolo er en appelsin nemlig ikke bare en appelsin – ligesom en grapefrugt ikke bare er en grapefrugt. Han tænker i sorter, hvilket vil sige, at bag den appelsin, I modtager fra Aarstiderne, kan der være mange forskellige sorter af appelsiner. I kan finde Navelina, Cara Cara, Orange Ruby, Valencia Ruby, Moro, Tarocco, og endda flere. Paolo tager det lige skridtet videre og tænker i undersorter, som betyder, at en Tarocco-appelsin faktisk kunne være en Tarocco Nocellare, Ippolito, Sant’Alfio eller noget helt fjerde. Det samme gælder grapefrugter og citroner, der alle har deres helt egne specielle kendetegn.

Biodynamisk produktion
Det, det drejer sig om for Paolo, er at kunne høste den perfekte citrusfrugt, på det helt rigtige tidspunkt hen over sæsonen. Det kræver erfaring - meget erfaring - og det kræver, at man som avler ved helt præcis, hvordan kvaliteten er på frugterne, mens de stadigvæk hænger på træerne. Dertil kommer der andre faktorer, som har stor betydning for frugtens kvalitet, såsom klimaet, jorden som træerne står i samt biodiversiteten. Paolos farm er biodynamisk, så ud over at bearbejde sin jord med den rigtige kompost, gør Paolo meget ud af at lade naturen klare sig selv. Fx lader han meget af græsset omkring træerne gro højt, så diverse insekter har et sted, de kan bo. På den måde vil de insekter, der skader hans produktion, fx lus, blive bekæmpet af andre insekter, som elsker at spise lus, såsom mariehønen.

Vintertiden er højsæson for citrusfrugter og derfor kan du i øjeblikket møde masser af Paolo og vores andre dygtige avleres citrusfrugter i vores sortiment. Her får du lidt mere viden om nogle af de vilde frugter:

Cara Cara-appelsinen begynder at titte frem nu. Den ligner en almindelig appelsin, men når man skærer igennem den, har den det smukkeste lyserøde frugtkød. Den er ikke en ægte blodappelsin, men bør nydes for sin dejlige appelsinsmag og sin smukke farve, der kan udnyttes i skiver til en smuk salat med fennikel og mandler eller som den skønneste appelsinsaft. Tarocco-appelsinen er Siciliens – og Paolos – store stolthed. Sicilianerne foretrækker den frem for de ægte blodappelsiner, som modner efter jul. Tarocco har som en semi-blodappelsin noget af den samme hindbærsmag, som de helt ægte blodappelsiner, og en fin bitterhed, der både er god i friske salater og i tilsmagning af saucer, fx en hoisinsauce til nudler.

Vi er midt i clementin-sæsonen, hvor både Clemenule og Taclé er fremme nu. Clemenule kan vi af og til få med blade på, og det er noget af det bedste at have liggende i en frugtskål på de kolde dage. Bladene kan også bruges i kokossaucer eller i gløgg. Taclé er en krydsning mellem Tarocco-appelsinen og en almindelig clementin. Dens frugtkød minder mere om en appelsin og smagen er fantastisk!

Selvfølgelig er det også højsæson for appelsiner, og lige nu har vi både sorterne New Hall og Navellina. Navellina kendes på dens ”navle” omkring stilken. Begge giver den helt klassiske appelsinsmag, og er super i juicer – eventuelt med en lille smule Tarocco oveni. Skrællen er virkelig aromatisk, og kan fx blandes i gløgg eller rives fint i julekager. Den er også fin til kinesiske saucer rørt med tamari og sesamolie.

Imellem alt festfyrværkeriet af citrussorter er der en citrusfrugt, som ofte bliver lidt glemt. Den hvide grapefrugt, White Marsh, som efter min mening smager langt bedre end de røde Ruby-grape, er også i sæson lige nu. Den bør spises til morgenmaden - om ikke andet så for at minde en om, hvor fantastisk en grape kan smage, når man skruer lidt ned for sødmen og lidt op for den milde bitterhed. Spis den med ske, eller skær den i fileter og læg den oven på yoghurten med en god, grov granola til.