×
×

Planteslagterne

I Den Grønne Kødby i København kan man finde tre unge mænd, som har sat sig for at gøre plantebaseret kost nemt, hurtigt og ikke mindst smagfuldt. Med innovation og grøntsager på hjernen arbejder Planteslagterne med at skabe produkter, som rykker vegetariske måltider ind i hverdagskøkkenet og som, med deres egne ord, skal være med til at ændre madkulturen.

Det er også nemt at få løftet humøret og blive inspireret, når man møder Henrik, Emil W. og Emil A., der er gutterne bag firmaet. For lige så alvorligt de tager grøntsager, lige så optimistiske og legende er de i udviklingen af deres grønne biks. Det ses blandt andet i testkøkkenet hvor Emil W., kokken i firmaet, er i gang med at udvikle en plantebaseret pølse. Siden 2018 har Planteslagterne svunget kniven, og det har taget utallige grøntsager og rødbedebøffer at finde den helt rigtige kombination og tilberedning af råvarerne. Der er derfor heller ikke noget, der er overladt til tilfældighederne med smagsgivere, tekstur og indhold. ”Vi er gode til at skabe smagsoplevelser, som du ikke har smagt før, og som tager grøntsagsverdenen seriøst,” siger Emil W.

Selvstændig smag
”Vi vil gerne skabe produkter, som er ærlige, transparente og som har sin egen identitet uden at skulle erstatte en hakkebøf én til én,” siger administrerende direktør Emil A.

Produkterne skal nemlig have deres egen smagsidentitet. Fx som en falafel, der er et plantebaseret produkt, som ikke bliver sammenlignet med et kødprodukt i smag og tekstur. Planteslagterne arbejder på at skabe den identitet i deres produkter. For man skal kunne afkode, hvad det er, man putter i munden, når man tager en bid af deres produkter.

Dog har de helt bevidst lånt terminologen fra kødets verden, for at gøre det nemt at gennemskue, hvordan man bruger deres produkter i madlavningen. De har også lånt maskiner fra kødindustrien til at producere deres bøffer og deller, som bliver formet på teknologi, der er bygget til at lave kød. Og det er simpelthen fordi, maskiner til grøntsagsbøffer ikke findes i Danmark til en overskuelig pris. ”Noget af det sværeste har været at lave et plantebaseret produkt på maskiner, som i bund og grund er lavet til kød. Kæmpe hovedpine,” siger Emil A.

Derfor er det også ret unikt, at Planteslagterne gang på gang kan få skabt et ensartet produkt, hvor man kan regne med, at tekstur og smag er den samme. For med grøntsager, der kommer fra forskellige marker og ændrer sig i løbet af sæsonen, kan alt ske.

Lokale råvarer med globalt udsyn
Planteslagterne vil gerne tage deres deller og bøffer under armen, og begynde at sælge til udlandet, som England og Sverige. Men de har lige så meget blikket rettet mod Danmark. ”Vi forsøger at arbejde sammen med landmænd på Lolland, som er gået sammen om at sætte et lille stykke land af til at prøve at dyrke bælgfrugter på,” siger Emil A.

Det er blandt andet for at sikre et CO₂-regnskab i balance for virksomheden. Udover en tanke på bæredygtighed i emballage og produktion, er det største skridt de kan tage for klimaet at få folk til at købe deres produkter. Med deres egne ord mener Planteslagterne nemlig, at det hurtigste og bedste skridt for klima-regnskabet, er at gøre det attraktivt at spise grøntsager. ”Det ideelle og mest realistiske mål er en verden, hvor folk spiser 20 % animalsk og 80 % plantebaseret. Og der tror jeg bestemt, vi kommer hen til,” siger marketingschefen Henrik.

Du kan støde på Planteslagternes produkter i vores måltidskasser og købe dem enkeltvis i Jordens Bedste Købmand.

                          
                             Fotos: Planteslagterne