×
×

Mæt på budget

 
Vi har for kort tid siden lanceret en ny måltidskasse, som vi har valgt at kalde BudgetKassen. Idéen med denne kasse er at give dig gode og solide aftensmåltider til en skarp pris. Den skarpe pris betyder, at maden i kassen er helt enkel og uden dikkedarer. Den er derfor også nem at gå til – og ofte hurtig at lave. I denne kasse får du mad, som er genkendelig, og som kan nydes af store såvel som små. Råvarerne er af den samme gode kvalitet, som du måske kender fra de andre kasser. Måltiderne består ofte af få råvarer, som ikke er forarbejdede, så det er ærlige, enkle og smagfulde måltider – tænkt af mig og tilberedt af dig. Som kokken bag denne kasse vil jeg råde dig til at lægge en masse kærlighed i madlavningen og tage dig tid til at smage de enkelte dele af måltiderne grundigt til, for når mad er uforarbejdet og ukompliceret, stiller det højere krav til omhu og tilsmagning i madlavningen. Derfor har jeg også krydret opskrifterne med tips og tricks til, hvordan du kan give måltiderne en ekstra smagsdimension med ingredienser, som du højst sandsynligt allerede har stående derhjemme på hylden.
Måltiderne består ofte af få råvarer, som ikke er forarbejdede, så det er ærlige, enkle og smagfulde måltider.
Jeg har samtidig også fokus på at give dig tips til hvordan du kan udnytte råvarerne, så der er mindst muligt spild. Ofte vil disse tips stå under køkkentip til venstre for opskriften. Derfor er det en god idé at læse både opskrift og køkkentip igennem inden du går i gang, så du på forhånd kan tage stilling til, om du vil bruge tid på fx at hakke krydderurtestilke fint eller skrælle en broccolistok og skære den i strimler. På den måde har du muligheden for at udnytte det hele, men kan også springe over på dage, hvor der ikke er tid, lyst eller overskud. Du vil altid få to dage med kød eller fisk og to dage, som er vegetariske. Grøntsagerne er i fokus både på dage med og uden kød. Når der fx er nye danske spidskål, kan det sagtens være, at spidskålet får hovedrollen i måltidet. Det er således med øje på de grøntsager, som er i sæson lige nu, at jeg sammensætter kassens menu fra uge til uge. Du vil finde stor variation i tilberedningen af de forskellige grøntsager. Figurerer gulerødder på menuen i flere dage, vil de skulle bruges på forskellige måder, så dagene ikke kommer til at minde om hinanden. Min mangeårige erfaring med madlavning gør, at jeg har et solidt kartotek af tilberedningsmetoder og kendskab til smagssammensætninger, som jeg gør brug af, for at få det bedste ud af grøntsagerne – hvad enten de er rå, langtidsbagte, dampede eller lynstegte. Jeg håber du er klar til at springe i forklædet og være med til at lave dejlig mad på budget.
Velbekomme og rigtig god fornøjelse!
De bedste hilsner
Louise Ramgill Kistvad
Kok og opskriftsudvikler