×
×

Høsten er i hus

I disse dage høstes de sidste kornmarker på Krogerup og Barritskov. Året kunne næsten ikke være mere forskelligt fra 2018. I stedet for skyfri hedebølge i 80 dage fik vi i år en klassisk dansk sommer med vekslende skydække og masser af sommerbyger. De seneste uger har bygerne været en nærmest daglig foreteelse, og det får den konsekvens, at rugen på Krogerup ikke kan bruges til brød. Når høstmoden rug møder daglige byger, begynder kernerne at spire, og så duer de ikke til rugbrød. Dejen klasker sammen og vil ikke hæve.

"Vi leverer kornet til Aurion, der maler det til mel, som bageriet Brødflov laver til rugbrød i kasserne. I sandhed fra jord til bord!"

Det er rigtig ærgerligt - men heldigvis nåede vi at få rugen på Barritskov bjærget i tide. Så vinterens rugbrødsmadder er sikret. Vi leverer kornet til Aurion, der maler det til mel, som bageriet Brødflov laver til rugbrød i kasserne. I sandhed fra jord til bord!

Lige til øllet

På samme måde går vårhveden til hvedemel, havren til havregryn og byggen til ølmalt. Men med byggen er der den særlige krølle, at hele processen fra dyrkning til brygning klares på Krogerup. Byggen tørres og renses i den Gule Lade på Krogerup i Humlebæk og laves til malt i et nyt malteri, som Kølster Øl er ved at lægge sidste hånd på. Malteriet ligger i 3 skibscontainere bag laden. Kølster bygger nyt for at få mere kapacitet og for at forenkle arbejdsgangene. Øllet kan købes i gårdbutikken og fra hanerne på udvalgte barer og restauranter i København.

Køer på marken

På den animalske side har året budt på en ny flok amme-køer på Krogerup. Vores nabo, Michael, på Grønnegård har købt en økologisk Hereford-besætning, som støt og roligt arbejder sig igennem græsmarkerne. Vi er vant til at have kvier fra Damsmosegaard gående, så der er blevet lidt mere ”Western Style” over det. På Barritskov er det fortsat pensionerede Jersey-malkekøer, kaldet ”amme-tanter”, der afgræsser arealerne og mælkeopfeder Jersey-tyrekalve. Vores forsøg med at producere øko-æg i græsmarkerne måtte desværre sættes på pause, men vi håber at vende tilbage med ny styrke i 2020 eller 2021.

Hereford-besætningen græsser på markerne omkring
Krogerup Avslgaard.

Indtil da vil vi glæde os over, at årets høst er i hus - på trods af alle de udfordringer, man kan møde, når man har med landbrug at gøre. Høsten er noget helt særligt på en gård - en begyndelse og en afslutning på samme tid.