×
×

Grill sommeren grønnere

Kok i Aarstiderne, Daniel Duffau, guider dig med tips, tricks og opskrifter, når du griller frugt og grønt, så du får mest mulig smag, struktur og fine grill striber på sommerens grønne grill retter.

Direkte varme og indirekte varme?

Uanset om du bruger kulgrill eller gasgrill, så er der grundlæggende to tilberedningsmetoder: direkte varme og indirekte varme. Direkte varme betyder at du lægger dine grøntsager over kullene eller over de tændte gaselementer. Ved indirekte varme skal kullene lægges i den ene halvdel af grillen, bruger du gasgrill så tænd kun halvdelen af gaselementerne. Grøntsagerne skal tilberedes på den anden halvdel af grillen, hvilket betyder at der ikke er nogen flammer eller gløder direkte under det du tilbereder. Ved indirekte tilberedning er det en god ide at sætte låg på grillen, for at få ovneffekt.

"Grøntsager som du kan stege på direkte varme er alle de grøntsager som kan spises rå. Fx: salat, asparges, peberfrugter, squash, kål og tomater."

Sarte grøntsager skal have direkte varme

Grøntsager som du kan stege på direkte varme er alle de grøntsager som kan spises rå. Fx: salat, asparges, peberfrugter, squash, kål og tomater. Grovere og hårde grøntsager som løg, græskar og rodfrugter, kan også tilberedes ved direkte varme. Det kræver dog at de bliver skåret tyndt ud, så varmen når at tilberede grøntsagerne hele vejen igennem, før overfladen bliver brændt. Direkte varme giver hurtigt grillstriber og smagen af grill, så grøntsagerne forbliver friske og sprøde. Pensel grøntsagerne med lidt olie eller barbecuesauce så tager de hurtigt farve.

Indirekte varme er perfekt til store grove grøntsager

Du kan bruge indirekte varme til hårde grøntsager, eller hvis du vil tilberede grøntsager hele. Grøntsager som kan tilberedes ved indirekte varme er fx løg, kartofler, hel blomkål, græskar, porre, knoldselleri og andre hele rodfrugter. Fordelen ved indirekte varme er, at varmen har tid til at trænge ind i grøntsagerne. Dermed bliver grøntsagerne gennemtilberedt inden ydersiden bliver brændt, grøntsagerne bliver møre og bløde, og deres naturlige sødme træder tydeligt frem. Bevar skindet på grøntsagerne når du tilbereder dem ved indirekte varme, da skindet holder på grøntsagernes egen saft. Velbekomme.

DANIELS FEM BEDSTE GRILLRÅD

1. Gør grillristen klar

En ren grillrist mindsker chancen for at ting hænger fast, så hvis din grillrist er gammel og rusten er det tid til at skifte den ud. Er risten beskidt så tænd grillen og lad risten blive varm, så er den nemmere at rengøre. Børst grillristen ren med en stålbørste, rul lidt køkkenrulle sammen og dyp det i olie, hold papiret med en tang og smør grillristen med olien. Varm risten under låg til olien er brændt af, nu er risten klar til brug.

2. En grill, flere zoner

Nogen grøntsager som squash skal steges kort tid ved høj varme, andre grøntsager som løg skal have lang tid ved lav varme. Derfor er det en fordel at have forskellige temperaturzoner på grillen. Bruger du en gasgrill er det ikke lige så vigtigt, fordi du kan justere temperaturen undervejs. Med en kulgrill derimod skal du fordele kullene, i den ene halvdel af grillen. Den anden halvdel skal der være ingen eller meget få kul, så du har en side til at give farve og en side til at tilberede grøntsager langsomt.

3. Hvordan skal grøntsagerne skæres

Tænk over hvordan du skær dine grøntsager, da det har stor indflydelse på konsistens og tilberedningstid. En sød kartoffel som grilles hel, på lav varme, tager lang tid men bliver blød som mos lige til at spise med en klat smør. Skær du en sød kartoffel i skiver og evt. pensler den med en marinade, så kan du stege den kort tid på høj varme, og den vil få masser af stegeoverflade som smager skønt men som føles mere sej. Derudover skal du skære grøntsager så de er nemme at håndtere på grillen. Skær du den søde kartoffel i skiver på langs giver det færre skiver, dvs. færre ting du skal vende og holde øje med på grillen.

4. Brug grillspyd rigtigt

Grillspyd kan bruges til at holde styr på grøntsager som ellers ville falde igennem grillristen eller falde fra hinanden som både af spidskål ville gøre. Grøntsager som asparges er besværlige at vende enkeltvis, saml dem i stedet med grillspyd, så er der kun en ting at tænke på i stedet for flere. Derudover er det en fordel at bruge to spyd igennem asparges, så de ikke kan rotere om spyddet. Undgå at lave grillspyd med blandet indhold, fordi forskellige grøntsager har forskellige tilberedningstider. Lav i stedet et spyd med peberfrugt, et med løg og et med tomat. På den måde undgår du at have rå løg, overtilberedte tomater og perfekt tilberedt peberfrugt, på samme spyd.

5. Alt andet skal være klar

Grill når du griller, sørg for at alle andre dele af måltidet allerede er klar og sat på bordet. Når du går i gang med at grille, nytter det ikke at du skal ind og lave salaten færdig. Uddeleger opgaverne eller gør alt klar, før du smider grøntsagerne på grillen. Det giver dig mere ro og overblik, så du kan våge over dine grøntsager.

Gå på opdagelse i vores grillsortiment her.