×
×

Gartneriet Marienlyst

Som vi går foråret og sommeren i møde, kan vi begynde at glæde os til flere danske råvarer, som sprøde og saftige gulerødder lige fra jorden. En af de avlere, som leverer det til os, er Gartneriet Marienlyst i Nordjylland. Her tryller Mogens og datteren Camilla frø om til spiseklart grønt med respekt for økosystemet. I år kan gartneriet fejre 40-års jubilæum.

"For en økolog med ekspertise som Mogens er en gulerod ikke bare en gulerod."

Siden begyndelsen i 1982 har gartneriet været økologisk  også før reglerne for økologi rigtig blev udformet. Det har derfor altid handlet om bæredygtighed og gode råvarer for Mogens, som også var med til at åbne den første økologiske helsebutik i Århus.

For en økolog med ekspertise som Mogens er en gulerod ikke bare en gulerod. ”De samme faktorer, der påvirker smag og kvalitet af en god vin, gør sig også gældende for gulerødder. Der er stor interesse for god vinsmag og villighed til at betale herfor. Det er derimod ukendt for de fleste, at guleroden kan smage bedre, hvis vi accepterer lidt lavere udbytte og lidt højere pris. Vi kan dog kun tilbyde rødder fra samme årgang,” fortæller Mogens.

Det summer af liv i marken

Insekter er en værdsat del af livet på Gartneriet Marienlyst. Insekterne er nemlig vigtige for økosystemet og dyrkningen af fødevarer. Man kan derfor også se striber af blomster rundt om markerne for at hjælpe insekterne.

Mogens, som er en ægte innovator, har en vision for, hvordan insekterne også kan lande på middagstallerknerne. De grøntsager, der sorteres fra på grund af skader eller lignende, bruges nemlig bl.a. til at fodre melorme i hans nye projekt, Marienlyst Ento. Når melormene er fuldt udvoksede, bliver de brugt til fødevarer som alternativ og bæredygtig kilde til protein.

Blå Congo kartofler er blandt andet en af de råvarer, som vi får fra Marienlyst, når de er i sæson. Her ses de violette blomster, som pryder kartoffelplanten. Blå Congo har en dejlig smag og konsistens, og bortset fra farven opfører den sig som andre kartofler. Og så beholder den sin blå farve ved tilberedning. 

Regnbuerødder og trikolore-kartofler

Hos Mogens og Camilla er kærligheden til rødder og knolde i alle afskygninger stor. Gulerødder, kartofler, pastinakker og persillerødder  og også gerne i alle regnbuens farver. Og selv efter 40 år er det stadig den samme filosofi, som de dyrker efter: Sund jord og langsom vækst skaber den bedste balance for miljøet såvel som for spiseren af grøntsagerne.

Vi forlader Mogens og Camilla med en aftale om masser af rodfrugter til vores kasser næste år. I kan derfor glæde jer til at smage friske rodfrugter fra Gartneriet Marienlyst.